Test af B&O Earset: Ikonisk design med super lyd

Bang & Olufsen genopliver et ikonisk design fra 90'erne indenfor hovedtelefoner med deres nyeste model Earset. Lyden er fremragende, funktionerne få og prisen er lige, hvor B&O kan lide den. Går man op i design og god lyd, så skylder man Earset lidt opmærksomhed.

Test af B&O Earset: Ikonisk design med super lyd

Man ser stadig flere i bybilledet gå rundt med de gamle versioner af Earset. Denne gang er der dog tale om et bluetooth headset, som holder sig fra at være meget mere end det og forsøger at lokke de modebevidste eller nostalgiske kunder til. Test Bang & Olufsen Earset.

 

Test af Earset af Bang & Olufsen

Design

Earset har et meget specielt design med et retro look og designet har rødder helt tilbage fra 90’erne. Materialerne er i top med anodiseret aluminium og en klassisk hex-skrue på hængslet, som fuldender designet. Earset er dermed lige så meget et udtryk for en bestemt stil, som et ønske om god lyd – mere om den senere.

Ved første øjekast får man også fornemmelsen af, at man har et produkt fra en anden tid i hænderne. Det hele virker lidt stort og klodset. Den del, der sidder inde i øret er af en størrelse, så min bedre halvdel slet ikke kunne holde ud at have dem på. Personligt havde jeg ikke de store problemer, men efter at have dem på i et par timer, så har ørene i den grad brug for en pause. Det er nok et spørgsmål om personlige præferencer.

Krogene og deres funktion fungerer faktisk glimrende og selvom det hele føles lidt klodset i starten, så har man aldrig fornemmelsen af, at de falder af. Selv på en let løbetur var der ingen problemer. Der findes mange modeller med de kroge til at gribe fat om øret og dem på Earset er de bedste, jeg har haft fat i.

earset 2

Se også: Priser på bluetooth headset

Lyd

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at lyden, der kommer ud af Earset, er god. Bruger man BeoPlay appen kan man også justere lydprofilen og gemme ens egne presets og virkelig få det til at lyde lækkert. Lige meget, hvor tungt bassen bliver, falder nuancerne ikke ud af lydbilledet og diskanten bliver ikke for meget. I starten havde jeg problemer med at få volumen på, men efter et stykke tid fik jeg mulighed for at skrue helt op – stadig glimrende lyd.

Der er desværre ikke nogen støjreducering i Earset, men det var faktisk begrænset, hvor meget støj man fik ind. Til gengæld vil det være muligt for omgivelserne at høre med, hvis man skruer højt op.

Batteritid

Batterilevetiden er på cirka fem timer. I denne tid virker det en smule sparsomt. Der er dog hurtigopladning med USB type-c, som hjælper en smule på det. Men det er et headset, der skal oplades et par gange om ugen. Det er åbenbart prisen man må betale for et ikonisk design.

B&O earset

Funktioner

Earset har ikke nogen særlige funktioner. Det mangler som sagt støjreducering, og der ikke nogen fancy touch-funktioner man skal bøvle med. Man kan styre musikken på ledningen, som sidder rundt om nakken, hvor der er tre knapper til den basale styring.

Pris og konklusion

Med en pris på 2.299 kroner står det klart, at Earset er et valg af stil mere end et valg om god lyd. Bevares, lyden er fremragende, men det er den på stort set samtlige produkter fra Bang & Olufsen, så hvorfor vælge netop disse? Det er stilen, der er i højsædet på Earset og for dem der går op i det, så får de rigtig god lyd oveni.

Til dem, der ikke lige går efter denne stil, eller bare synes de virker lidt klodsede, så har Bang & Olufsen en lang række produkter, som har støjreducering og langt mere minimalistisk design med fremragende lyd – og der vil de være at anbefale frem for Earset.

Karakter: 7/10

Pris: 2.299 kroner

Se også: Guide til de bedste headset