libratone track air plus test pris

Test af Libratone Track Air+: Frisk design krydret med rigtig god lyd

Libratone Track Air+ er nyt true wireless headset, som jeg har set frem til at få til test alene af den grund, at designet er markant anderledes end praktisk talt alle andre af denne type headset. Det betyder dog ikke, at man så bare kan give køb på lyd og batteritid, så spørgsmålet er, om headsettet kan leve op til det forholdsvise opsigtsvækkende design. Test og anmeldelse af Libratone Track Air+.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

 

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Test og anmeldelse af Libratone Track Air+

Design

Libratone Track Air+ har en vægt på 5,6 gram hver og er fint lette. De har et design, der bringer minderne hen på de kantede og spidse heavy-guitarer, som et hvert heavyband med respekt for sig selv havde i 80′erne.

Det fungerer godt designmæssigt, men lader også til at være gennemtænkt funktionmæssigt. Det betyder nemlig, at de lægger sig godt ind til ansigtet og spidsen peger ned mod munden, hvilket må have en positiv effekt på lyden til samtaler sammenlignet med de headset, hvor de bare sidder inde i øret.

Jeg er i hvert fald stærkt tilfreds med designet, der skiller sig markant ud fra alle andre true wireless headset på markedet uden at det bare er en gimmick.

libratone track air plus test pris

Se også: Test af de bedste bluetooth headset

Lyd

Lyden til musik er rigtig god – jeg synes ikke den helt kan matche lyden i BeoPlay E8, der også koster mere, men til mit brug på cykelturen, løbeturen, i bussen eller på kontoret, er den mere end rigelig god. Der er god bund i bassen og lyden er klar og har fine nuancer.

Den aktive støjreducering er også med til at fremme lydoplevelsen. Til samtaler fungerer headsettet også godt med rigtig god lyd – både i mine ører og hos den jeg taler med. Det er muligt at lave opkald med kun det ene headset i øret.

Se også: De bedste headset

 

Batteri

Libratone Track Air+ har op til 6 timers batteritid på en opladning, oplyser selskabet. Batteritiden afhænger lidt af lydstyrken – jeg får omkring 5,5 timer på en opladning, så det er bestemt godkendt.

Den batteriæske, der følger med headsettet, giver til yderligere tre opladninger, så man har faktisk til rigtig mange timers musikafspilning til farten, forvent et sted mellem 20-22 timer – det er rigtig fint.

libratone track air plus test pris

 

Funktioner

Track Air+ kommer med Libratones fine støjreduktion, der kan reducere omgivende støj på op til 30 dB og styrken af støjreduceringen kan justeres, så du for eksempel stadig kan høre lyden fra trafikken, hvis du bruger dem, mens du løber eller cykler. Og den aktive støjreducering virker rigtig godt – sus og brummen fra omgivelserne bliver sorteret fint fra.

Du kan foretage og modtage opkald takket være den dobbelte mikrofon på headsettet og du kan besvare opkald uden at tage telefonen op af lommen – du besvarer opkald ved et tryk på headsettet. Det er også muligt at pause og starte musikken igen på de to earbuds med to hurtige tryk. Med Libratone appen kan man vælge at pause og starte musikken med den ene earbud og så vælge at skifte til næste sang for eksempel med den anden – også her med to hurtige tryk.

Du kan også vælge, at to hurtigere tryk skal aktivere stemmestyring eller at skifte mellem de forskellige niveauer til støjreducering – men man kan altså kun have gang i to funktioner på samme tid.

Det havde været super, hvis der var fundet plads til lidt hukommelse headsettet, så man kunne lagre musik i dem og dermed undgå at have en mobil med på løbeturen. Det er ikke noget, der rigtig praktiseres i stor stil af andre producenter, kun Samsung tilbyder dette i deres iCon X-headsets, så det havde været skønt, hvis muligheden også havde været med i Track Air+. Det havde så også krævet mere funktionalitet i form af bedre musikstyring direkte på headsettet.

Høretelefonerne registrerer, når du har dem på og stopper automatisk, når du tager dem af – det er med til at reducere strømforbruget. Er du typen, der har musik med på løbeturen – og det har alle efterhånden – så er det godt at vide, at de to earbuds er sved- og vandafvisende. De tåler ikke en tur under vand, men sved og dryp klarer de fint.

En lidt irriterende ting her på falderebet: Når du først har parret headsettet med telefonen og senere tager earbuddene ud af æsken, inden du aktiverer bluetooth på telefonen, så finder de ikke telefonen. Du skal altså sikre dig, at bluetooth er slået til på mobilen, inden du tager earbuddene ud af æsken.

Se også: Bedste headset til fitness

 

Pris

Prisen for Libratone Track Air+ er på 1.499 kroner  – det er den vejledende pris, med lidt held kan du snart finde dem billigere. Men jeg synes faktisk de grundlæggende er et godt køb. Designet er anderledes og funktionelt, de sidder godt og sikker i ørene, lyden og batteritiden er rigtig god og de er lette at betjene. Det er en kombination af sager, der er svært at indvende noget mod.

Pris: Fra cirka 1.500 kroner

Karakter: 9/10

Se også: Test af bluetooth headset