HTC Desire C test – flotteste lavpris længe

God fornemmelse for detaljer

Desire C er lavet i en slags gummiagtigt materiale, der føles blødt i hånden.

 

Konstruktionen er kompakt og solid. Telefonen findes i tre farver, sort, sølv og rød. Vi har testet en sort, og løfter du batteriklappen, finder du en overraskelse: Hele bagstykket, inklusive batteriet, er rødt. Det påvirker ikke telefonen på nogen måde men viser, at HTC har en god fornemmelse for detaljer.

 

Selve telefonen kan virke noget tyk – den måler 12,3 mm fra skærm til bagsiden – med det er virkelig en smagssag. Fronten på Desire C består i stor grad af skærmen, der er opdateret fra 3,2 tommer (Wildfire S) til noget større 3,5 tommer.

 

Begge skærme har imidlertid samme HVGA-opløsning på 320 x 480 pixel. Farvegengivelsen er klart godkendt på Desire C, men skærmens betragtningsvinkel er rigtig skidt.

 

Et plus er dog, at skærmen virker overraskende responsiv, når jeg for eksempel spiller ordspil eller skriver sms’er. Det virtuelle tastatur er et af de kvikkeste, jeg har set på en lavprismobil, og svarer rigtig godt på berøring.

 

Mange vil egentlig bare kunne surfe, fotografere og lytte til musik med deres smartphone. Hvis man ser på, hvordan Desire C præsterer i disse områder, er vurderingen mildest talt ujævn. Som ren surfmobil er Desire C direkte dårlig. Den store hindring er processoren på 600 MHz.

 

I nogle tilfælde tager det op mod 15 sekunder at loade de websider, jeg vil besøge – også hvis mobilen er tilsluttet nettet via Wi-Fi. Begrænsningerne i hardwaren gør sig også bemærket, når jeg starter zombiespillet Deadtrigger.

 

Telefonen har store problemer med at drive spillets 3D-grafik. Enklere spil som for eksempel Ruzzle flyder trods alt uden problemer.

Fyldig lyd med Beats Audio

Desire C har et kamera på 5 megapixel men mangler både autofokus og fotolampe. Kvalitetsmæssigt er skarpheden og det dynamiske omfang godt – så længe lysforholdene er gode.

 

Fotograferer du meget på baren eller udendørs om aftenen, er resultatet ikke direkte overvældende – ja faktisk er det lidt modsat. Man kan også filme med Desire C, men her bliver kameraets begrænsninger endnu mere tydelige; billedet er grynet, og kameraet har svært ved at finde skarpheden, når du filmer et objekt, der bevæger sig.

 

For fotointeresserede har telefonens galleri en hel del indstillingsmuligheder og enklere billedredigering, hvilket er et plus. Som multimediemaskine er Desire C næppe filmelskerens første valg på grund af skærmstørrelsen. Men vil man se film, understøtter telefonen formater som DivX, XviD og MP4, hvilket er flot.

HTC har i et stykke tid haft et samarbejde med Beats Audio, der er udviklet af blandt andre lydgeniet og hiphopproducenten Dr Dre. Ifølge salgsargumenterne skal Beats Audio give en ”lydoplevelse ud over det sædvanlige”.

 

Jeg vil måske ikke gå så langt, men man kan da godt mærke forskel, især i hvordan bassen lyder. Den virker mere fyldig og massiv. Desværre er hovedtelefonerne, der følger med, ikke Beats-tilpassede, hvilket ødelægger oplevelsen lidt. Man kan trist nok heller ikke drage nytte af Beats Audio, når man afspiller musik med den interne højtaler.

Ser vi på helheden, er Desire C en fin lavpristelefon, der kan klare det meste, man regner med i denne prisklasse. Men jeg ville ønske, at HTC havde brugt mere krudt på et ordentligt kamera, bedre processorkraft og højere skærmopløsning. Så havde vi haft en ny lavpriskonge på tronen.