HTC Evo 3D test
Kameraerne er på 5 megapixel hver. Tager man almindelige billeder, bliver de helt okay uden dog at brillere. 3D-billeder kan man omdanne til 2D-billeder efterfølgende.
Men det er selvfølgelig 3D, der er salgsargumentet for Evo. Mobilens skærm bruger samme teknik som Nintendo 3DS. Den store fordel med teknikken er, at man ikke behøver 3D-briller. Ulempen er, at betragtningsvinklen er meget snæver, for ikke at sige ikke eksisterende.
Eftersom det hele går ud på, at et billede ligger oven på et andet med en minimal forskydning, gælder det om at finde den rette afstand og perfekte vinkel for ikke at rammes af dobbeltsyn, eller i værste fald svimmelhed.
Man kan justere afstanden mellem billederne, for at det skal passe til ens personlige afstand mellem øjnene, men det er oftest lettere bare at justere afstanden, du holder mobilen på.
Billederne bliver ret fede, hvis du finder det rette motiv. Men fascinationen holder ikke ved, og efter et stykke tid bliver man træt af det. Faktum er, at det gør øjnene også. Efter et stykke tid kan jeg ret tydeligt mærke, at kunstig 3D ikke er noget, mine øjne egentlig vil se på.
Se i øvrigt masser af billeder skudt med HTC Evo 3D her.
Der sidder ellers et fint galleri i Evo 3D, som man hurtigt kan bladre rundt i og man kan let dele billeder på sider som Facebook.
Film, man selv laver, er ret slørede, og 3D i spil tilfører ikke meget. Når man spiller spil, hvor man bevæger mobilen for at styre eller skal trykke på skærmen for at skyde, eller måske endda begge dele på én gang, ja så ryger 3D-effekten ud af fokus.
Det gør det ikke alene trættende for øjnene, men risikerer også at bruge mere energi på at finde 3D-fokusset igen end på at spille – hvilket resulterer i at man kører af banen eller bliver plaffet ned. Vi ender som regel med hurtigt at slå 3D-effekten fra, når vi har spillet nogle minutter.