Kameraeksperter efter test: Her er den bedste kameramobil i verden

Kameraeksperterne hos DxOMark har netop testet kameraet i den nye HTC U11 og de kårer den til den bedste kameramobil overhovedet lige nu.

Kameraeksperter efter test: Her er den bedste kameramobil i verden

Næppe har DxOMark publiceret resultatet af deres test af Samsung Galaxy S8 – fik samme karakter som sidste års Galaxy S7 Edge – inden de er klar med en ny opsigtsvækkende test, nemlig test af den nye HTC U11.

Og HTC U11 sætter ganske enkelt alle de andre toptelefoner på markedet på plads og scorer hidtil højeste score på 90/100. Hidtil har Google Pixel siddet øverst på kameratronen hos DxOMark med 89/100, men nu bliver den score altså overgået af HTC U11.

HTC’s nye telefon får den høje score, da den altid tager gode billeder i stort set alle kategorier og under alle mulige forhold. DxOMark hæfter sig ved, at der er meget lidt støj på billeder, der er ekstremt gode detaljer og farver, rigtig god billedstabilisator og at telefonens autofokus er ekstremt hurtig. De ting gør, at den lige netop får mast sig ind foran Google Pixel som den bedste kameramobil på markedet.