Billede: Huawei Mate 30 Pro ligner en flot mobil
Billede af Huawei Mate 30 Pro er lækket og det ser ud til, at vi har en flot mobil i vente. Telefonen bliver lanceret den 19. september i München i Tyskland, men vi kan altså allerede se den nu. Der er dog ikke tale om rigtige billeder eller fotografier, men renderinger. Dog har begge kilder til billedet et godt ry, så formentlig er der tale om det rigtige design, som vi kan se.
Billede af Huawei Mate 30 Pro
Det er @OnLeaks og @Pricebaba på Twitter, der har fremskaffet billederne. Som man kan se, er der praktisk talt ingen ramme rundt om skærmen, så vi kan forvente en stor skærm uden at selve telefonen bliver større end for eksempel sidste års Mate 20 Pro.
Samtidig kan vi også se, at Huawei forsøger sig med et betydeligt anderledes kameradesign på bagsiden – kamerahuset er rundt i stedet for firkantet som på Mate 20 Pro. Det ventes derudover, at den kommer med Kirin 990, Huaweis egen processor, med fokus på AI og 5G.
Se også: Sammenlign priser på Huawei Mate
Med eller uden Play Store og Googles tjenester?
Det store spørgsmål, der florerer lige nu, er, om Mate 30 Pro får adgang til Google Play og Googles mange tjenester. Som det er lige nu, gør den ikke på grund af de komplikationer, der er mellem USA og Kina i forbindelse med handelskrigen. Den har ramt Huawei, da ikke kan benytte sig af amerikansk teknologi uden særlig tilladelse fra de amerikanske myndigheder og det er en tilladelse, de ikke ser ud til at få.
Eksperter vurderer, at det bliver svært for Huawei at sælge Mate 30 Pro på særligt det europæiske marked, hvis der ikke er fuld adgang til Android, Play Store og Googles tjenester.
Huawei arbejder på sit eget styresystem, Harmony OS, men det lader ikke til, at det er klar til mobiltelefoner endnu – det skulle primært være tiltænkt IoT-enheder.
Se også: Rygter om Huawei Mate 30 Pro