Om anholdelse af Huaweis CFO: Huawei er blevet ramt af et krydsermissil midtskibs
Her til morgen er det kommet frem, at Huawies finansdirektør Wanzhou Meng er blevet anholdt i Canada med henblik på udlevering til USA. Den danske teleanalytiker John Strand, der arbejder en del i USA og er tæt på det politiske og regulatoriske system i USA, beskriver anholdelsen på denne måde: “Huawei er blevet ramt af et krydsermissil midtskibs”.
Huawei ramt af en af de værste anklager overhovedet
Anholdelsen af Wanzhou Meng sker på baggrund af mistanke om ulovlig handel med Iran, som USA har indført handelsblokade mod. Meng har tidligere siddet i bestyrelsen hos selskabet Skycom, der skulle have handlet ulovligt med Iran og USA har også gennem flere måneder undersøgt, hvorvidt også Huawei har handlet ulovligt med Iran.
John Strand kalder anholdelsen af Wanzhou Meng og mistanken mod Huawei for en af de værste anklager, en global virksomhed kan blive udsat for. “Jeg formoder, at amerikanerne har styr på fakta, inden de går så langt. Jeg vil mene, at dette nok er den dårligste nyhed, som Huawei kunne få. Det vil med garanti få indflydelse på, hvordan teleselskaber rundt om i verden ser på Huawei som leverandør. Mange operatører vil nok minimere deres samarbejde med dem. I modsætningen til de mange anklager om spionage via kinesisk udstyr, så er der nok dokumentation for, at de har handlet med Iran og det er alvorligt”, slår John Strand fast.
Se også: Find bedste pris på Huawei mobiler
Den værste liste man kan komme på
Strand uddyber, hvorfor anklagen kan få store konsekvenser for Huawei: “Du kan starte med at ringe til din bank og spørge, om du kan overføre penge fra en dansk bank til en iransk bank. Efterfølgende kan du så ringe til Mærsk på Esplanaden og spørge dem om, hvilken forretning de har i Iran, efter at USA genindførte deres handelsblokade. Efterfølgende så kan I undersøge, hvor mange virksomheder og hvilke virksomheder, der har trukket sig ud af Iran efter at USA satte dem på den sorte liste. Meget enkelt: Virksomheder, der handler med Iran, handler groft sagt ikke med andre lande end Iran – Huawei er kommet på den værste liste, man kan komme på”, vurderer John Strand.
Wanzhou Meng er i øvrigt datter af stifteren af Huawei, hvilket formentlig kan gøre forholdet mellem USA og Huawei endnu værre uanset udfaldet af anholdelsen.
Se også: Nyheder om Huawei