Test: Huawei Ascend Mate 7
Huawei Ascend Mate 7 test: Med en 6 tommer stor skærm er Huawei Ascend Mate 7 en mobil, der er virkelig stor, selvom målene for selve mobilen viser, at Huawei udnytter fronten rigtig godt til skærmen – over 80 procent af fronten er skærm.
Byggekvaliteten på telefonen føles generelt vældig god og små detaljer i metalkonstruktionen gør, at den skiller sig ud – for eksempel det rillede mønster på tænd-tasten. Der er ganske enkelt en premium-følelse omkring enheden.
Der er ingen fysiske taster på fronten og man navigerer sædvanen tro på skærmen og med de virtuelle taster nederst på skærmen. Huaweis udgave af Android er en lækker omgang rent visuelt og man har 10 temaer at vælge mellem.
I temamappen kan man også ændre detaljer for baggrundsbillede, låsskærmen, ikoner, skrifttype og andet på en nem måde.
Stor skærm
For at man bedre kan anvende den store enhed, 6 tommer er altså pænt stort, med én hånd, findes der specielle funktioner, der tilpasser brugerfladen til éthåndsgreb. Skærmen på Huawei Ascend Mate 7 leverer et godt billede, når den bruges indendørs, men den er ikke lige så lysstærk som for eksempel Sony Xperia Z3 og den leverer heller ikke lige så imponerende farver som iPhone 6.
Den højt opløste og store skærm tager naturligvis den del batteri, hvilket Huawei prøver at råde bod på ved at levere en mobil med batteri på 4.100 mAh.
I kombination med diverse smarte energi sparefunktioner lover Huawei op til to dages brug uden at man behøver at lade den op. Det er naturligvis en sandhed med modifikationer og beror helt og holdent på, hvor meget man bruger den og til hvad.
Når undertegnede testkører mobilen har det dog ikke været nødvendigt at oplade den om natten for at holde liv i den til næste formiddag og generelt synes jeg, at batteriet holder liv i lang tid.