Huawei Ascend P1 test – slank batterikunstner
For os danskere har Huawei de seneste år mest været kendt for 3G-modemmer og lidt billigere telefoner uden rigtig så meget som at forsøge at overbevise i de lidt højere prissegmenter.
2012 er året, hvor de vil ændre på det, og først i rækken står Ascend P1. P1-serien består internationalt af to modeller, den P1, vi har fået herhjemme, og den knap en millimeter tyndere P1S, der blandt andet er kommet i Kina.
Den ekstra millimeter i tykkelse gør dog ikke specielt meget. P1 er på sit tyndeste sted en af de tyndeste mobiler, du kan få fat i. Vi siger netop tyndeste sted, eftersom kameraet stikker et par millimeter ekstra ud, og længst nede på telefonen sidder en slags hage på bagsiden, der også stikker et par millimeter ud fra den ellers slanke krop.
Netop den nedre del af telefonen gør også, at vi aldrig oplever telefonen som overdrevet tynd, faktisk virker ”hagen” mest irriterende for ergonomien.
Hele telefonen er blanklakeret, og bagstykket lyder noget hult, da vi banker på det, hvilket trækker kvalitetsindtrykket noget ned. Det er trist, eftersom Ascend P1 ellers føles, og frem for alt ser, rigtig flot og velbygget ud.
De kantede former afløses af en flot rundet bund, hvilket sammen med de forhøjede partier på bagsiden giver telefonen et ret unikt udseende i positiv betydning.
Stor batterikunst
Tynde telefoner plejer at have en ulempe, som lidt større telefoner ikke har, og det er, at batteritiden lider.
Huawei selv er meget stolte over netop batteriet i Ascend P1, da de har arbejdet meget hårdt med, hvordan telefonens forskellige dele bruger strøm.
Det er ikke noget, brugerne mærker noget til, ud over en overraskende god batteritid i forhold til formatet. Du skal stadig oplade telefonen dagligt, men det er ikke helt så akut at nå hen til opladeren ved aftentid, som det er med mange andre telefoner.
Da vi tester batteriet ved videoafspilning med den indbyggede højtaler på fuld styrke, giver telefonen først op efter seks timers skråleri, hvilket må ses som rigtig flot.
Et godt batteri i et tyndt format behøver dog ikke at betyde, at Huawei har sparet andre steder i telefonen.