Huawei Ascend Y300 – Højt bundniveau til nybegynderen
Design og materiale er nok ikke noget, man forventer, er særligt fornemme i en telefon i denne prisklasse. Det virker ligesom ikke rimeligt.
Ej heller har man som producent råd til at tilbyde de hurtigste processorer.
Det er dog dejligt, at man let kan tage coveret af og sætte batteri, SIM-kort eller hukommelseskort i telefonen. Det kan man efterhånden ikke selv let gøre med de nyeste topmodeller.
Ydeevnetestene, vi kører, viser meget rigtigt, at Y300 ligger langt under de hurtigste, men så længe man holder sig til dagligdags brug og ikke fylder telefonen med ydeevneslugende superspil, burde man jo kunne klare sig meget fint alligevel.
Det gør Y300, men især når jeg fylder den med apps på alle startskærme, kan jeg mærke, at den bliver mere og mere træg.
At starte apps tager et par sekunder mere, end man kunne ønske, og det går til tider også trægt at komme tilbage til startskærmen, den skal ligesom loades, inden den vises i sin helhed. Selv når jeg har afinstalleret de fleste ekstraprogrammer, kan jeg mærke lidt forsinkelse i systemet.
For os technofile mennesker, der følger med i alt der rører på sig og skal have det nyeste nye, kan det være svært at skulle kigge på skærmen med 800 x 480 pixel. Her ser man tydeligt, hvad det er man blandt andet betaler for i dyrere modeller.
Der gik lidt tid, så havde jeg dog vænnet mig fint til den lavere opløste skærm, og for de fleste nybegyndere vil skærmen fremstå som rigtig god. Specielt hvis man har haft en almindelig mobil tidligere.
Skærmen reagerer godt på tryk. Har man vibration slået til, når man laver ting på skærmen, så mærker man dog også her, at Y300 koster en fjerdedel af de dyreste modeller. Man kan ganske enkelt mærke på vibrationerne, at det er en billig mobil.