Huawei Ascend Y530 test og pris: En forbrydelse at sende denne mobil ud på markedet

Huawei Ascend Y530 test og pris: Huaweis nye ultra billige smartphone har til prisen så gode specifikationer og giver så fin brugeroplevelse, at det næsten er en forbrydelse at sende den ud på markedet. I hvert fald et par producenter kan komme til at bløde rigtig meget på grund af denne telefon.

Huawei Ascend Y530 test og pris: En forbrydelse at sende denne mobil ud på markedet

Huawei Ascend Y530 test: Diverse

Jeg bruger, lige som flere og flere, min mobil til navigation og til at tracke, når jeg løber. GPS med Google Maps fungerer godt på Y530 og jeg kommer hurtigt i gang, når jeg skal afsted. Jeg oplever den ikke som langsommere end andre dyrere modeller.

Endomondo er min foretrukne løbe-app (selvom mange andre løbe-apps også er gode, men nu var det lige den, jeg kom i gang med at bruge for alvor for efterhånden et par år siden), og Endomondo sammen med Y530 virker som et godt match.

Jeg oplever Endomondo som værende lige så pålidelig til at tracke mine løberuter og andet sjovt som på topmodellerne på markedet i dag.

Tastaturet har fornuftig størrelse på tasterne fra start, men man kan faktisk ændre i højden på dem, så de skulle være lettere at ramme. Man kan vælge, at ordbogen skal gætte næste ord, jeg vil skrive baseret på det ord, jeg lige har skrevet. Det fungerer faktisk fint med relevante ordforslag, så jeg hurtigere kan skrive beskeder.

huawei-y530-beskeder

Det er lidt irriterende, at specialtegn som ? og ! ikke ligger tilgængelige på tasterne, som vi kender det. Normalt kan man bare trykke på G-tasten et par sekunder og så skriver man ? Nu skal man trykke på tasten med *#12, vælge tegnet man vil skrive og så trykke på ABC-tasten nederst til venstre.

Det er lidt omstændeligt, for man bruger altså specialtegnene en del. Jeg vil anbefale at man hente et andet tastatur ned til telefonen fra Google Play.

Batteriet er på 1.700 mAh. Det lyder ikke af så meget i dag, men skærmopløsningen og målgruppen taget i betragtning, så tror jeg, det rækker fint.

Jeg får en dags brug ud af den ved ret aktiv brug og bruger man primært sin mobil til sms, tale, lidt websurf og et billede i ny og næ, så får jeg et par dages brug ud af den på en opladning.

Af andre ting, der lige skal nævnes på falderebet er, at den har FM-radio og dokumentlæser. FM-radioen kan automatisk skanne kanalerne ind og modtagelsen virker god og stabil.

Dokumentlæseren kan være ligegyldig for mange, men for nogen er det rart at kunne læse et word-dokument på mobilen. Den virker også som den skal.

Musikafspilleren er som standard Google Musik. Den er lidt trist i brugerfladen, men fungerer udmærket ellers. Der er ikke ligefrem kræset om lydkvaliteten i det medfølgende headset, så lytter man meget til musik på mobilen, bør man kaste penge efter et nyt headset.

Det er dog muligt at bruge headset til samtaler, hvilket er godt. Lyden i de indbyggede højtalere er selvfølgelig også af en kvalitet der gør, at man helt sikkert må bruge penge på en lille ekstern højtaler, hvis man skal have musik ud i stuen, køkkenet, værelset og så videre. Til 1.000 kroner er det selvfølgelig forventeligt.

Er man gamer, skal man ikke sætte næsen op efter noget særligt. 512 MB RAM udelukker desværre en del af de rigtig tunge spil, men langt de fleste populære spil er tilgængelige.

Huawei Ascend Y530 test – konklusion

Jeg har aldrig før testet en mobil, der gav så meget for pengene som Huawei Ascend Y530. Fint design, udmærket skærm, hurtig brugerflade, mulighed for simpel brugerflade, hvis man ønsker det, god GPS-oplevelse, fin at spille på,  fin at se billeder og video på, udmærket på nettet og sociale medier, plads til hukommelseskort.

Tastaturet kunne godt være lidt mere smidigt, men det kan erstattes med et gratis og bedre et fra Google Play. Telefonens største svaghed er kameraet – det tager fornuftige standardbilleder ved højlys dag, men sætter man det lidt på prøve kommer det til kort.

Konklusionen er dog klar: Huawei Ascend Y530 giver vanvittig meget til prisen – langt mere end man kunne forvente. Det er på kanten til at være en forbrydelse at sende den ud i butikkerne, for den kan meget vel komme til at gøre rigtig ondt på nogle af de konkurrenter, der i forvejen har det svært.