Huawei solgte en million Mate 30 telefoner på tre timer
Amerikanerne har med deres handelsforbud mod Huawei sat det kinesiske selskab i en underlig position og det gælder også deres nye produkter, herunder Mate 30-serien. Telefonerne er blevet præsenteret ved et event i München, de europæiske priser for enhederne er blevet afsløret, men hvornår de rent faktisk havner på hylderne, ved vi ikke noget om. Formentlig prøver Huawei at få løst situationen med Google, inden telefonerne komme ud på det internationale marked.
Solgte en million Mate 30 på tre timer
I hjemlandet Kina er der dog ingen problemer, heller ikke med salget. De to Mate 30-modeller kom i handlen i torsdags, og ifølge Huawei selv solgte de en million enheder på tre timer.
Tallene kan ikke bekræftes, idet Huawei er privatejet, men køerne, som er blevet vist på billeder af forskellige medier, udenfor Huaweis butik i Shenzhen taler sit eget sprog. Derudover har Taobao ikke flere på lager, og importerede Mate 30-mobiler er til salg i Hong Kong til overpris. Så efterspørgslen ser ikke ud til at fejle noget.
Se også: Anmeldelse af Huawei Mate 30 Pro
Vokser i Kina – som eneste mobilproducent
Det er imponerende at kunne sælge en million enheder på tre timer, men det er ikke så overraskende med tanke på, at det er i hjemlandet. Kineserne har naturligvis fulgt med i dramaet mellem USA og Huawei og ønsker at støtte Huawei i det, de ser som en uretfærdig behandling fra USAs side.
Ifølge analysefirmaet Canalys solgte Huawei 37,3 millioner telefoner i Kina under andet kvartal af 2019. Det er en stigning på 31 procent i forhold til året før. Faktisk er Huawei den eneste mobilproducent, der har solgt flere telefoner i Kina i år end sidste år. Både Apple, Xiaomi, Oppo og Vivo er gået tilbage.
Se også: Priser på Huawei Mate
Imponerer anmeldere
Mate 30-anmeldelserne er på vej ind. Det, vi har hørt indtil videre, er, at hardwaren imponerer og fortsætter den positive trend, Huawei har haft med P20, Mate 20 og P30. Mate 30 Pro har for eksempel et dual kamera med to 40 megapixel-sensorer, hvor den ene er en standard sensor og den anden vidvinkel.
Der er ingen anden telefon på markedet med så mange megapixel i en vidvinkel-sensor, og billederne imponerer. DxOMark har kåret den til bedste kameramobil lige nu. Med hensyn til den nye open source-version af Android, der er systemet på telefonen, har mange anmeldere nok brug for lidt ekstra tid for at komme frem til en dom.
Se også: Nyheder om Huawei