Huawei Honor V10 til december – se specifikationer og pris

Honor V10 kan blive først mid-end mobil med edge-to-edge skærm og menes at få super-processor. Se lancering og pris.

Huawei Honor V10 til december – se specifikationer og pris

Huawei har gang i meget for tiden. Der er fuld knald på AI-satsningen med Mate 10 og Mate 10 Pro og samtidig lader det til, at top-producenten kommer med Honor V10 til december og meget tyder på, at denne nye topmodel i Huaweis Honor-serie vil følge trenden med skærm på hele forsiden og kun minimale kanter.

Den skulle få 18:9 format på en 5,99 tommer skærm.

Se også: Priser på Honor V10

Honor V10 får super processor

Skal vi tro på lækkede dokumenter, som GizChina har rapporteret om, kommer Honor V10 til at køre Huaweis egen Kirin 970 chip. Det er den samme chip, som sidder i Mate 10 og Mate 10 Pro, så ud fra dette, kan vi antage, at også Honor V10 kommer til at have fokus på AI-funktioner.

Derudover skulle Honor V10 være udrustet med 6 GB ram og enten 64 eller 128 GB intern hukommelse. Formentlig vil der dog ikke være tale om helt de samme funktioner som i Mate 10-telefonerne.

Se også: Anmeldelse af Honor

Dualkamera

Kameraet siges at være af dual-typen med to sensorer bag på telefonen på henholdsvis 16 og 20 megapixel, så Huawei ser ikke ud til at spare på krudtet her. Vi sætter også næsen op efter, at den får OIS – optisk billedstabilisering.

Systemet bliver Huaweis Android-skin EMUI 8.0, baseret på Android 8.0 Oreo.

Se også: Guide til Honor

Lancering og pris

Det er interessant, at Huawei tager kampen op med sine konkurrenter på skærm-fronten. Når Honor V10 kommer på markedet, tilbyder de således telefoner med skærm, der fylder hele forsiden og kun har meget smalle kanter, i flere prisklasser.

Og skal vi skele til, hvor gode Huawei har været til at putte rigtig interessant indhold ind i deres flagskibstelefoner og alligevel holde prisen nede, forventer vi kun gode ting fra Honor V10.

Honor 10 skulle efter sigende blive præsenteret ved en event i London 5. december og prisen siges at ligge omkring 450 dollars. Med en lancering i London forventer vi, at Honor V10 kommer ud på det europæiske marked og også det danske.

En dansk pris kan ende på omkring 3.500 kroner.

Se også: Nyheder om Honor