Huawei klar med ny fuldt ud understøttet Android-mobil i Danmark
Lidt overraskende kan Huawei nu lancere en ny mobil i Danmark, der fuldt ud understøtter Googles tjenester og Android – det drejer sig om den nye Huawei P Smart Pro.
P Smart Pro er endnu en mobil i Huaweis budget-serie, P Smart, og den kommer med skærm på 6,59 tommer med fuld HD, den har Kirin 710 processor, 6 GB RAM, 4.000 mAh batteri og tre kameraer på bagsiden.
Prisen på P Smart Pro er på 2.799 kroner.
Huawei P Smart Pro: Derfor har den Googles tjenester og Android
Alt i alt er det ikke den mest opsigtsvækkende mobil på papiret, men den overrasker naturligvis ved at komme på et tidspunkt, hvor Huawei er underlagt sanktioner fra USA,der gør, at selskabet ellers ikke kan sende nye telefoner ud på markeder uden for Kina, som det for eksempel er tilfældet med Mate 30-serien. Huawei har tidligere lanceret Nova 5T som en ny mobil i Danmark med fuld adgang til Android og Googles tjenester, men det var en rebranding af en anden model fra selskabets Honor-serie og derfor kunne de lancere den. P Smart Pro er en helt ny mobil, ikke en relancering af en anden ældre mobil.
Årsagen til, at Huawei kan lancere P Smart Pro på det danske marked, selvom den kommer senere end for eksempel Mate 30-serien, skyldes ganske enkelt, at P Smart Pro fik sin licens inden de amerikanske sanktioner trådte i kraft den 19. maj, forklarer Huaweis presseansvarlige Tina Banzhaf til mobil.nu.
“P Smart Pro har en licens, og det er korrekt, at Mate 30 har ikke en licens. Hvad der specifikt gør, at det forholder sig sådan, kan jeg ikke kommentere yderligere på”, lyder det fra Tina Banzhaf.
Se også: Priser på Huawei P Smart
Mate 30 Pro skulle komme til Danmark
Huawei har tidligere meldt ud, at Mate 30 Pro kommer ud på det danske marked, men den kinesiske mobilproducent har endnu ikke meldt ud, hvornår det sker. Sandsynligheden for, at det bliver uden Googles tjenester og Play Store installeret, er dog stor.
Se også: Nyheder om Huawei