Huawei: Man skal ikke starte en patentkrig med os
Lige siden de sanktioner, der ramte Huawei tilbage i maj måned i år, har Huawei slået fast, at de selv kan producere mobiltelefoner uden hjælp fra amerikanske virksomheder, da mange andre selskaber i andre lande producerer de dele, der skal til for at lave mobiltelefoner. Derudover producerer Huawei selv vigtige dele til mobiltelefoner. Den danske teleanalytiker John Strand har dog peget på det, som han vurderer bliver et uoverstigeligt problem for selskabet, nemlig at de ganske enkelt ikke kan komme uden om netværkspatenter til netværkene verden over.
“Hvis Huawei ikke får adgang til amerikansk teknologi, så kan de ikke producere og sælge mobiltelefoner og udstyr til mobilnettene mere. For at en mobiltelefon eller et mobilnetværk skal fungere, skal de bruge amerikansk teknologi, de kan ikke erstatte de amerikanske patenter, som udgør rygraden i 4G og 5G. De patenter, Huawei ejer, har ikke den store værdi, det er ikke det, man kalder essential patens. På det område dominerer Qualcom, Nokia og Ericsson. Huawei vil være som en bilproducent, der ikke har adgang til hjul og at lave biler uden hjul giver ingen mening – de kan ikke køre”, har han tidligere forklaret over for mobil.nu.
Se også: Find bedste Huawei mobil
Man skal ikke starte en patentkrig med Huawei
Huaweis tekniske direktør, Mads Rasmussen, var med til dagens pressemøde, som Huawei afholdte, da selskabets Adam Mynott, VP for corporate communicaton hos Huawei EMEA, var på besøg i Danmark for at tale om Huaweis situation i forhold til blandt andet de amerikanske sanktioner. Mads Rasmussen forklarede, at de amerikanske myndigheder godt kunne presse Huawei på patentfronten, men understregede samtidig, at en patentkrig vil være utænkelig og skadelig.
“Huawei har flest 5G patenter og man skal ikke starte en patentkrig med os. Det vil svare til en atomkrig inden for området. Vi har over 2.000 5G-patenter, Nokia har omkring 1.500, Ericsson omkring 1.000 og Qualcomm omkring 900. Huawei er en af de største ejere af essentielle patenter, også kaldet SEP, af fremtidens teknologier. Over 20 procent af essentielle 5G-patenter tilhører Huawei, hvilket er mere end alle patenter lagt sammen blandt amerikanske selskaber”, forklarer Mads Rasmussen og tilbageviser dermed John Strands påstand om, at Huaweis patenter ikke er meget værd.
Han siger samtidig, at det vil være meget skidt, hvis patenter og intellektuelle rettigheder bliver brugt som våben til at beskytte ens marked. “Vi bestræber os på at bidrage til et økosystem, hvor innovative teknologier udviklet sammen med andre kan drive samfundet fremad”, forklarer Mads Rasmussen.
Se også: Nyheder om Huawei