Huawei Mate 10 Pro: Specifikationer og pris

Huawei Mate 10 Pro kommer med en lækker stor skærm, super hurtig processor, kunstig intelligens og et top dualkamera. Specifikationer og pris på Huawei Mate 10 Pro.

Huawei Mate 10 Pro: Specifikationer og pris

Huawei Mate 9 Pro var et stort hit i 2017, og især i Danmark tog den markedet med storm. Det er derfor ikke uden grund, at vores forventninger var høje til Huaweis lancering af Mate 10 Pro. Nu da vi har haft mulighed for at have den nye telefon i hånden, så må vi erkende, at Huawei endnu engang har cementeret deres plads på markedet som en af de største producenter i verden.

Huawei lancerede, sammen med Mate 10 Pro, en Mate 10. Den kommer ikke til Danmark, så vi vil derfor fokusere på Mate 10 Pro.

Se også: Priser på Huawei Mate 10 Pro

 

Skærm over det hele

Det første, der springer i øjnene er naturligvis skærmen. 6 tommers skærm er ikke noget ekstraordinært, da vi allerede har set Samsung, LG og mange andre komme op i den størrelse. Huawei er kommet med på bølgen af skærme der dækker hele fronten. Det betyder så, at fingeraftrykscanneren er kommet om på bagsiden, hvilket måske er et problem for nogen, men det giver i hvertfald en solid mulighed der fungerer i praksis.

Materialerne er blevet lavet en del om, i forhold til det vi så på forgængeren. Glas pryder nu bagsiden, der ser lækkert ud, men den understøtter ikke trådløs opladning. Det er ikke hurtigt og sikkert nok i følge Huawei. Til sidst har Mate 10 fået en IP67 certificering, som betyder at den er vand- og støvafvisende. Det er første gang vi får det på en Huawei telefon.

Skærmen er som sagt på 6 tommer og kommer med en 2160 x 1080 skærmopløsning, HDR 10 til dynamisk videovisning og et aflangt 18:9 format – 2:1 hvis man er glad for matematik. Ligesom på Mate 9 Pro, så får vi en AMOLED skærm på Mate 10 Pro, og det må gerne sprede sig til resten af Huaweis telefoner de kommende år.

Se også: Guide til Mate 10 Pro

 

Intelligent dualkamera

Huawei Mate 10 Pro kommer med imponerende specifikationer på kamerafronten. Et dual kamera på 20 megapixel med et primært kamera på 12 megapixel, og et sekundært kamera med en monokrom sensor til sort-hvid billeder. Begge kameraer har en imponerende blænde på 1.6 og optisk billedestabilisering. Partnerskabet med Leica fortsætter, så der er grund til høje forventninger til dualkameraet på Mate 10 Pro. Til sammen kommer der naturligvis også muligheden for at tage lækre portrætbilleder med sløret baggrund.

Mulighederne med den kunstige intelligens gør, at kameraet kan genkende otte forskellige scenarier og tilpasse de forbedringer, som kan gøre billedet endnu bedre. Den fortæller dig endda, hvilket scenarie den opfanger i selve kamera brugerfladen. Kameraet kan også se, om man står i mørke omgivelser og automatisk forbedre lyset.

Stort batteri

Mate 10 Pro fortsætter med at have et 4.000 mAh batteri. Man kunne måske godt have håbet på mere end forgængeren, men i det mindste holder Huawei sig på det samme, i stedet for at reducere batterikapaciteten – men det ville jo heller ikke give mening vel? Med 4.000 mAh og hurtigopladning, så kan det kun blive godt, og krydret med en energi-effektiv processor, lader det til at blive en kraftfuld kombination.

Satser på kunstig intelligens

Huawei smider alt efter den nye Kirin 970 processor, med en NPU (Neural Processing Unit), der skal åbne op for en række muligheder med kunstig intelligens, blandt andet en meget forbedretydeevne og mere personlig brugerflade.

Huawei vil meget gerne fortælle os, at denne her processer er noget helt særligt, og de lover, at Huawei Mate 10 Pro vil være så kraftfuld, at den vil holde op til 18 måneder, uden at den går ned på ydeevne. Vi vil nu hellere vente og se, om det reelt har en betydning for forbrugeren efter længere tids brug – men det bliver nu svært at holde Huawei op på de 18 måneders brug.

Brugerfladen er up to date

Huawei Mate 10 kommer med Huaweis egen EMUI 8.0 oven på Android Oreo, så den er altså helt opdateret med det seneste styresytem på Android. Sammen med den nye brugerflade, får man 6GB RAM og 128GB hukommelse, med mulighed for at udvide med et hukommelseskort.

Pris og tilgængelighed

Hauwei Mate 10 Pro kan forudbestilles hos teleselskaberne fra den 30. oktober og købes i butikkerne den 27. november. Prisen bliver på 5.999 kroner – en yderst konkurrencedygtig pris. Mate 10 Pro fås i farverne Midnight Blue, Titanium Gray og Mocha Brown.