Huawei Mate 20 kan få OLED-skærm på 6,9 tommer
Huawei har store armbevægelser og vil være den største mobilproducent i verden – de er ved at bide Apple i haserne om 2. pladsen, men har stadig lang vej op til Samsung på 1. pladsen. Men i mellemtiden kan man jo så lave den største mobiltelefon.
Mate 20 med 6,9 tommer OLED-skærm
I hvert fald siger nye rygter, at Huawei arbejder på en mobil med OLED-skærm på 6,9 tommer og at det skulle være Mate 20, der kommer i efteråret i år, der skulle komme i en version med så stor skærm.
Selv om flere medier skriver, at det ikke er overraskende, at Huawei har planer om en version af Mate 20 med så stor skærm, så får det nu alligevel mine øjenbryn til at løfte sig lidt.
6,9 tommer er tæt på tablet-størrelse og når vi ser, hvor stor en mobil som Samsung Galaxy Note 8 med skærm på 6,3 tommer er, så bliver det interessant at se, hvordan Huawei vil slippe afsted med en 6,9 tommer skærm på en mobiltelefon, der samtidig skal kunne være i lommen og kunne bruges som mobiltelefon.
Der er sket meget med skærmteknologien de sidste par år med næsten rammefri skærme, der har givet større skærme, men næsten 7 tommer er altså stort.
Se også: Priser på Huawei mobiler
Apple og Samsung arbejder også på større skærme
Huawei er dog ikke ene om at gøre skærmene større her i 2018, i følge de rygter, der er kommet om iPhone X Plus og Samsung Galaxy Note 9. Note 9 skulle komme med skærm på 6,4 tommer, mens iPhone X Plus kan få skærm på hele 6,5 tommer.
Huawei har ikke kommenteret på rygterne og eneste svar vil formentlig være: “Ingen kommentarer til rygter”. Huawei tog med P20 Pro et syvmileskridt frem på kameraet sammenlignet med konkurrenterne, så det bliver interessant at se, om de tager et nyt syvmileskridt, når det kommer til skærmen.
Lykkedes det at lave en mobil med skærm på 6,9 tommer, der ikke fylder en halv fodboldbane, så er det en god mulighed for Huawei til at understrege, at det er dem, der sætter standarden for nye teknologiske landvindinger på mobilfronten.
Se også: Rygter om Huawei Mate 20
Billedet øverst i artiklen er ikke af Mate 20, men af Mate 10 Pro.