Huawei vil slå Apples Face ID – scanner 300.000 punkter
Huawei har før moret sig med at slå Apple på ”hjemmebane”. For eksempel afslørede de deres ”Force Touch”-telefon kun få dage før, Apple præsenterede iPhone 6S. Og nu lader de til at have samme intentioner med en iPhone X-ting.
For Huaweis del drejer det sig om en ny funktion, de har udviklet. Helt til slut i den nylige præsentation af den nye Honor V10 dukkede et dybde-målende kamerasystem op, der helt sikkert er tiltænkt at tage kampen op med Apples TrueDepth-teknologi til at genkende ansigter.
Se også: Bedste priser på Huawei mobiler
Fanger 300.000 punkter i ansigtet
Teknologien er nogenlunde den samme – en kombination af infrarød og projektor, der skaber et 3D-billede af dit ansigt. Forskellen ligger i, at Huaweis version kan opfange 300.000 punkter på ti sekunder, hvilket er 10 gange mere end Face ID på iPhone X kan klare.
Huaweis teknologi er sikker nok til at blive brugt til betalinger, hvor OnePlus 5T ikke helt kan følge med, og det hele skulle også gå så hurtigt, at det næsten er lige så hurtigt som Huaweis fingeraftrykslæser på 400 millisekunder. Ved præsentationen af V10 havde Huawei også en temmelig indiskret Animoji-klon, der kunne fortælle, hvornår du rækker tunge og aflæse dine almindelige ansigtsudtryk.
Se også: Anmeldelser af Huawei mobiler
Hvornår kommer Huawei med ansigtsscanner?
Vi ved endnu ikke, hvilke telefoner der kommer til at få denne nye Huawei-funktion. Honor-teamet viste nemlig bare det hele frem uden at nævne noget om modeller og den slags. Derfor kan vi heller ikke vide noget om, hvornår vi første gang får funktionen at se i praksis på en mobiltelefon.
Hele præsentationen af funktionen var for at vise Apple, at Huawei er længere fremme og på et tidspunkt kommer med teknologi, der kan slå amerikanerne. Så må vi ellers pænt vente og se, hvornår det bliver.
Se også: Nyheder om Huawei