Huawei overrasker: Intet Hongmeng Android-alternativ i smartphones

Huawei oplyser nu, at de endnu ikke har besluttet, om HongMeng OS skal være et styresystem til smartphone og er altså dermed ikke et alternativ til Android lige nu.

Huawei overrasker: Intet Hongmeng Android-alternativ i smartphones

Selvom mange måske er skeptiske overfor et eget styresystem fra Huaweis side, er der sikkert også mange, der har været spændt på at se, hvad kineserne har at byde på. Men det får de måske aldrig at vide. Et bestyrelsesmedlem hos Huawei, Liang Hua, kom forleden med en noget overraskende udmelding. Overfor journalister fortalte han, at Huawei endnu ikke har besluttet sig for, om Hongmeng kan blive til et styresystem til smartphones.

Videre fortalte han, at Huaweis beslutninger omkring Hongmeng kan ændres eller påvirkes, hvis amerikanerne endnu en gang vælger at sortliste Huawei og forhindre dem i at have adgang til Googles Android-system. Efter sortlistningen og forbuddet mod at handle med amerikanske selskaber, der blev indført i maj, er der siden blevet lempet på disse forbud fra den amerikanske regerings side.

 

Usikkerhed om HongMeng OS

Liang gentog det, Huaweis direktør, Ren Zhengfei, for nylig fortalte i et interview med Le Point, nemlig at Hongmeng slet ikke er designet til smartphones. Det er ikke designet til at erstatte Android, så hvis Google ikke lader Huawei benytte Android, vil Huawei være nødt til at begynde udviklingen af et økosystem. Der er simpelthen ikke en nødløsning klar.

Derimod har Huaweis topchef for Cosumer Business, Richard Yu, i maj udtalt, at Huawei kunne have et styresystem klar så tidligt som til efteråret eller senest i foråret 2020. I samme omgang sagde han, at et system har været under udvikling siden 2012 og er kompatibelt med alle Android-apps og web-apps, samt at det er 60 procent mere effektivt end de systemer, der er i dag.

At Huaweis system skulle være så meget hurtigere og mere effektivt begejstrede mange verden over, og der kom rygter om, at Huaweis kommende Mate 30-serien kunne få dette nye system. Da Le Point spurgte Ren Zhengfei om dette, svarede han dog, at Huawei ikke selv har sammenlignet Hongmeng med Android, men at det er sandsynligt, at det er et hurtigere system.

I den periode, hvor ingen vidste, om Huawei rent faktisk ville blive udelukket fra Android, og man regnede med, at Hongmeng ville være fremtiden for Huawei, gik selskabet desuden ud og meddelte udviklere, at de ved at gå med i Huaweis udviklercommunity og gøre sine apps kompatible med Hongmeng ville kunne nå over 350 millioner Huawei-telefoner, der benytter AppGallery.

Lidt modstridende oplysninger med andre ord, og man kan forstå, at der er forvirring. Går man ud fra de seneste udtalelser om det hele, lader det dog til, at Hongmeng langt fra er klar til at tage over for Android.

Se også: Find bedste priser på Huawei mobiler

“Direkte tåbeligt hvis Huawei ikke har eget styresystem som Plan B”

Samtidig skal vi nok ikke regne med, at Huawei opgiver udviklingen af Hongmeng. Den seneste tids optrapning af spændingerne mellem USA og Kina og dermed Huawei gør, at Huawei er nødt til at satse på et eget alternativt styresystem, mener professor Michael Jacobides ved London Business School. Han mener, der vil være forkert af Huawei at stole på den lunefulde amerikanske regering og dens idéer. Han kalder det direkte tåbeligt, hvis ikke de kinesiske selskaber sørger for at have en Plan B.

Som nævnt trak USA for nylig sortlistningen af Huawei delvist tilbage, efter at Donald Trump havde hintet i den retning ved et G20-topmøde i Osaka i sidste måned. Handelsminister Wilbur Ross annoncerede tilbagetrækningen ved en departementsevent i Washington. Det er dog ikke en komplet tilbagetrækning. I stedet vil der blive givet tilladelse til handel mellem Huawei og amerikanske selskaber i de tilfælde, hvor det ikke vil udgøre en trussel mod den amerikanske sikkerhed.

Se også: Anmeldelse af Huawei mobiler

 

Huawei: USA bør helt fjerne os fra Entity List

Ifølge Huaweis Liang bør amerikanerne dog helt fjerne Huawei fra den såkaldte Entity List. Han mener, at det var ubegrundet og uretfærdigt mod Huawei at sætte dem på listen til at begynde med. Derfor er det ikke nok at lempe restriktionerne mod Huawei.

Han kunne i samme omgang meddele, at Huaweis omsætning steg i første halvår, trods amerikanernes sortlistning. Han præsenterede dog ingen konkrete tal, så indtil videre er der intet belæg for den påstand.

Det er ikke helt nemt at sammenfatte status for Hongmeng og Huawei. Tilsyneladende har Huawei regnet med, at USA ville trække restriktionerne tilbage, så de igen kunne få adgang til Google og Android, Facebook og komponenter fra deres amerikanske leverandører. Så meget har ledelsen efterhånden indrømmet.

Se også: Nyheder om Huawei