Huawei P Smart lækket – med Google-apps
WinFuture har nye oplysninger, der fortæller, at Huawei er på vej med en opdatering af deres P Smart-model. Den er egentlig ikke så enormt interessant i sig selv. Den befinder sig i den nedre del af mellemklassen. Det spændende er, at den rent faktisk kommer med Google-apps.
Det er stadig ikke tilladt for amerikanske selskaber at handle med Huawei på grund af de sanktioner, den amerikanske regering indførte for et år siden. Huawei kom på USA’s Entity List som et resultat af handelskrigen mellem USA og Kina. Er man på den såkaldte Entity List, er man blacklistet af de amerikanske myndigheder.
Se også: Anmeldelse af Huawei telefoner
Huawei P Smart i ny version med Google apps og Play Store
De telefoner, der er kommet fra Huawei siden indførslen af sanktionerne, både fra Huawei selv og fra datterselskabet Honor, har derfor ikke haft Googles apps med.
Grunden til, at det kan lade sig gøre med P Smart er, at det er en ældre model i ny version. Den har samme HiSilicon Kirin 710F (fire 2,2 GHz Cortex A73-kerner og fire 1,7 GHz Cortext A53 kerner) som forgængeren.
Også kameraet på 13 megapixel med f/2-blænde er det samme, hjulpet af samme dybde-linse på 2 megapixel, og batteriet er stadig på 3400 mAh.
Det nye består i en 6,21 tommer LCD-skærm med en opløsning på 2340 x 1080 pixel. Den har desuden 4 GB RAM i stedet for tidligere 3 GB, og 128 GB hukommelse i stedet for 64 GB. Med ombord er stadig Android Pie sammen med EMIU 9.1.
Se også: De bedste Huawei telefoner med Android apps
Kan komme til Danmark
Huawei har tidligere taget en allerede eksisterende model og rebranded den. Sidste år kom de med Nova 5T, der oprindeligt blev lanceret som Honor 20.
Nova 5T kom også til Danmark og derfor kunne man sagtens forestille sig, at den nye opdaterede P Smart også kommer til Danmark. Det er i hvert fald en måde at holde lidt ild i gløderne blandt danske Android-brugere.
Prisen på den opdaterede P Smart bliver formentlig under 2.000 kroner.
Se også: Nyheder om Huawei