Huawei P30 Pro er en ganske robust sag – se test på video
Huaweis P30 Pro må nok siges at være årets bedste smartphone indtil videre, især hvis man er ude efter et godt kamera. Det ses desværre også på prisen, der ligger i den høje ende, i hvert fald for en Huawei mobil.
Det betyder naturligvis, at man gerne vil kunne have sin P30 Pro i lang tid og så kan man være lidt bekymret for, hvordan den nu skal klare sig i en strabads-fyldt hverdag. Der har vi jo heldigvis Zack Nelson, der på sin YouTube-kanal JerryRigEverything udsætter telefoner for noget nær tortur for at se, hvad de kan holde til.
Se også: Find priser på Huawei P30 Pro
Robust Huawei P30 Pro
Hvis man har set på Zacks film tidligere, husker man måske, at det ikke gik så godt for Huaweis forrige P-model, P20. Den fik store ridser, og kunne absolut ikke lide, når man bøjede den lidt. P30 Pro er endnu dyrere, end P20 var, så nu håber man jo på også at få lidt hårdførhed for pengene. Og Huawei har til alt held forbedret sig på det punkt.
Når det gælder skærmen, begyndte P30 Pro at få ridser, når den blev udsat for en spids på Mohs niveau 6. Det svarer til hærdet glas, for Huawei benytter sig ikke af Gorilla Glass på sine telefoner. Værd at notere er også, at telefonen optiske fingeraftrykslæser fortsatte med at fungere på trods af kraftige ridser.
Også da Zack Nelson begyndte at hive og slide og bøje i telefonen, klarede den sig. Ifølge Nelson har det at gøre med de kurvede kanter på skærmen, noget der dog kan koste et andet sted, nemlig at den er mere sårbar overfor fald.
Nelson kastede sig også ud i at brænde skærmen, og de hvide pixels, det efterlod, forsvandt ikke igen, selvom skærmen stadig kunne bruges. Det er svært at vide, om det har med OLED-skærmens opbygning at gøre, men vi har set andre eksempler på OLED-skærme, hvor de hvide pixels er forsvundet.
Se også. Test af Huawei P30 Pro