Huawei P40 lækket på billeder – ligner meget P30

Huawei P40 bliver lanceret sidst i marts - nu er de første billeder af den i levende live vist frem. Se hands on af P40.

Huawei P40 lækket på billeder – ligner meget P30

Trods al modgang, Huawei har mødt de seneste mange måneder, kæmper den kinesiske gigant videre og klarer sig mod alle odds relativt udmærket. Selv har Huawei fortalt, at salget af smartphones ikke er blevet ramt af det fald, mange nok havde spået. Det trods manglen på licens til Google-apps.

Samtidig har Huawei haft fuldt fokus på at udvikle alternativer til de Google-apps, de ikke længere har adgang til. Det betyder imidlertid også en lidt anderledes brugeroplevelse, end man hidtil har været vant til fra en Huawei-telefon, hvilket blandt andet er tilfældet med den kommende P40. Selve telefonen byder derimod ikke på så meget nyt, hvis ikke man kigger nøje efter.

 

Billeder af Huawei P40 – minder om P30

Når det kommer til design, er der producenter, der ofte skifter stil, og andre der holder fast i et mere ensartet design i længere tid. Huawei hører til den sidstnævnte kategori, der lader til at holde fast i P-seriens kendte udseende, i hvert fald når det handler om bagsiden på telefonen. Digital Times har fået mulighed for at pille lidt på det, de påstår er en prototype af P40, og de tog naturligvis også billeder.

Ser man på dem, skinner lighederne med sidste års P30 i øjnene. Kameraet stikker lidt mere ud på den venstre del af telefonens bagside, men ellers er udseende meget det samme og ændringerne få.

Designet har lidt rundere kanter, så den er mere behagelig i hånden, og skærmens waterfall-edges er lidt mindre afrundede, så den er bedre at holde om. Billederne viser også en fysisk lydknap i stedet for den skærm-version, vi så på Mate 30 Pro.

Huawei er uden tvivl gået efter genkendelse i designet, og noget af det eneste, der skiller sig ud fra normen, er en sort bar, der forbinder mikrofonen med det, vi regner med, er en 3D ToF-sensor.

Kameraet på telefonen bliver helt sikkert noget af det, der kommer til at blive talt mest om. Man ser tegn på en zoom i periskop-stil, og Vario-Summilux-markeringen taler sit tydelige sprog.

Se også: Sammenlign kvalitet på Huawei telefoner

 

P40 og P40 Pro lancering den 26. marts

Det er tanken, at Huawei skal præsentere P40-serien, det vil sige også en P40 Pro, og formentlig en P40 Lite og en Premium Edition, senere i marts. Kineserne kommer i den forbindelse helt sikker til at slå på den store tromme for sine nye Google-alternativer – Huawei Mobile Services.

Det kan også meget vel blive sådan, at Huawei vinder sin plads på DxOMark tilbage. Hvordan det kommer til at gå med salget, er en anden historie, og det kan kun tiden vise.

Se også: Nyheder om Huawei