Huawei P8 test – sætter konkurrenterne skakmat på prisen
Huawei arbejder så hårdt, de overhovedet kan på at blive en aktør at regne med her i Europa og Danmark. Efterårets Mate 7 var et rigtig behageligt bekendtskab, og selvom vi ikke har set så mange af dem her, er sideprojektet Honor interessant at holde øje med.
Huawei P8, denne gang uden Ascend i navnet altså, hører derimod til den lidt mere traditionelle skole. Uden de helt store vingeslag så fortsætter den Huaweis tradition for mobiler af høj kvalitet til en virkelig skarp pris.
Huawei P8 – design
Her handler det meget om at give et luksuriøst indtryk, håndværksmæssige færdigheder og design. Vi forudsætter, at det helt og holdent er en bevidst strategi for at ændre på opfattelsen af asiatiske mobilproducenter som producenter af plastikagtige discounttelefoner. Det har vi set med Huawei Ascend P7 og Mate 7. Med P8 er det glas og metal hele vejen, og Huawei selv lader ikke til at kunne få nok af at snakke om designet af P8.
P8 ligger godt i hånden og har en rigtig fin vægt. Huawei har også slebet metallet rundt om telefonen på en god måde, for vi oplever den slet ikke som glat, hvilket mange andre metaltelefoner kan være. Generelt er det en rigtig velgjort konstruktion.
Det bør også nævnes, at komponenterne er dækket med en slags lakfarve, der skal gøre, at du kan spilde på den uden problemer. Præcis hvor vandafvisende den er, vil Huawei derimod ikke ind på, men det er en fin detalje.
Se prisguide: Bedste pris på Huawei P8