Huawei tester Android 9.0 Pie på 9 modeller
Huawei har haft et lidt blakket ry, når det kommer til at opdatere deres mobiltelefoner til nyeste version af Android, men noget kan tyde på, at de forsøger at ændre på det med Android 9.0 Pie.
Huawei tester Android 9.0 på sine mobiltelefoner
Huawei skulle nemlig være i fuld gang med at teste Android 9.0 Pie på sine mobiltelefoner. Der er lidt forskellige meldinger på nettet omkring, hvad der sker, men det virker i hvert fald til, at selskabet er i gang med at lave interne test med Android 9.0 pie på telefonerne Mate 10, Mate 10 Pro, Mate 10 Porsche Design, Mate RS Porsche Design, P20 Pro, P20, Honor V10, Honor 10 og Honor Play. Det vil sige, at Huawei arbejder med opdateringen på i hvert fald ni telefoner lige nu.
Forhåbentlig får også P10 og P10 Plus Android 9.0 Pie – det skulle de nok kunne håndtere og de er trods alt ikke mere end 18 måneder gamle.
Selskabet skulle også snart starte en betatest op med opdateringen, der involverer 2.000 testpersoner i Kina.
Se også: Priser på Huawei mobiler
EMUI 9.0 baseret på Android 9.0 på IFA
En talsmand fra Huawei Sydafrika har også været ude og sige, at de lancerer en ny version af deres egen brugerflade EMUI 9.0 baseret på Android 9.0 Pie. Selvom det altså drejer sig om EMUI 9.0, så indikerer det i hvert fald, at Huawei har Android 9.0 i tankerne også og at det betyder et større fokus på at komme hurtigere ud med nyeste udgave af Android til sine mobiltelefoner.
Huawei er i dag verdens andenstørste mobilproducent og det forpligter over for brugerne – dog er Samsung heller ikke just kendte for at være hurtig ude af starthullerne med nyeste Android-opdateringer, selvom de er verdens største mobilproducent, men også Samsung virker til at være blevet opmærksomme på, at det kan være et interessant konkurrenceparameter at komme hurtigere ud med Android-opdateringer.
Samsung menes at kunne komme med Android 9.0 Pie til S9-serien et par måneder tidligere end tilfældet var med S8-serien.
Se også: Nyheder om Huawei