Huaweis grundlægger: USA er imod os fordi vi vil være bedst i verden

Huaweis grundlægger Ren Zhengfei forventede, at situationen med USA var uundgåelig - det er hvad der sker, når man går efter at være bedst i verden, lyder det.

Huaweis grundlægger: USA er imod os fordi vi vil være bedst i verden

Grundlæggeren af et af verdens lige nu mest omtalte selskaber, Huawei, er milliardæren Ren Zhengfei. Han er nok også en af de personer, mange journalister lige nu drømmer om et interview med. Tirsdag fik en række kinesiske journalister den chance, og dermed også muligheden for at tale med ham om de dramatiske ting, der skete i weekenden.

 

Huawei: Konflikt med USA var uundgåelig

Størst blandt de nyheder er formentlig, at Google har besluttet sig for, at Huawei ikke længere kan benytte Android-systemet som før. Umiddelbart så mange den nyhed som et hårdt slag for Huawei, der i dag sælger næsten halvdelen af sine telefoner i andre regioner end Kina.

Inden Zhengfei grundlagde Huawei, var han ingeniør i den kinesiske hær, men ved interviewet var fokus ikke så meget på det tekniske. Derimod lå fokus på at mane til ro efter al tumult, der har været omkring selskabet de seneste dage. Budskabet var ret klart – skyd skylden på Trump, ikke på Google.

Situationens udvikling er heller ikke kommet som en overraskelse for Zhengfei, han havde mere eller mindre forventet, at det ville ske på et tidspunkt. Årsagen til det hele er efter hans mening, at Huawei har været så målbevidste, og at hver og en i koncernen har ofret egne interesser og deres familier for at blive bedst i verden.

”For det ideal, vil der før eller senere komme en konflikt med USA.”, sagde Zhengfei.

Se også: Find de bedste smartphones

 

Huawei er flere år foran konkurrenter på 5G

Derfor har Huawei da også forberedt sig. De har blandt andet arbejdet på at udvikle et eget alternativ til Android, for ikke at havne på bar bund. I interviewet meldte Zhengfei desuden ud, at Huawei er så langt fremme inden for 5G-teknologien, at det vil tage alle andre selskaber flere år at nå op på samme niveau.

Det mente han ikke, at USA’s politikere har erkendt.

 

Zhengfei: 90 dages midlertidig licens har ingen betydning

Det, der helt konkret er sket, er, at Google har bestemt sig for mere eller mindre at stoppe samarbejdet med Huawei. Det betyder, at Huawei ikke længere har licens til Android og ikke længere vil modtage opdateringer til systemet. Kommende Huawei-telefoner vil heller ikke have adgang til Google-apps eller Google Play Store. Googles træk var et resultat af, at Trumps regering føjede Huawei til listen over selskaber, der er sortlistede og derfor ikke må handles med eller kun må handles med i begrænset omfang.

At dette skete søndag, men allerede mandag trak amerikanerne lidt i land ved at tillade Huawei at købe amerikanskproducerede varer i yderligere 90 dage. Det skrev The Guardian. Det skulle efter sigende være for at kunne vedligeholde eksisterende netværk og udsende softwareopdateringer til eksisterende Huawei-telefoner. De yderligere 90 dage er dog ikke noget, Zhengfei har meget til overs for: Den midlertidige 90-dages licens har ikke den store betydning for os. Vi er klar.”, sagde han.

Se også: Huawei vs USA