Huawei: Vi bringer USAs efterretning og overvågning i fare
Huawei må lægge øre til mange påstande fra amerikansk side om, hvorfor de er et såkaldt høj risiko selskab og amerikanske myndigheder lægger massivt pres på sine allierede for at få dem til at lade være med at benytte Huaweis netværksteknologi.
USA påstår blandt andet, at Huawei har tætte forbindelser til de kinesiske myndigheder og at Huawei vil spionere på vegne af den kinesiske efterretningstjeneste.
Der er også dem, der mener, at amerikanerne påstår dette, fordi de er bange for Huaweis dominerende position på tech- og tele-markedet – Huawei selv mener, at USA ganske enkelt er bange for at miste muligheden for overvågning, hvis de ikke stækker selskabets dominans.
Afviser legal forpligtelse over for Kina – vi er ikke forpligtet til at begå selvmord
Huaweis europæiske vicepræsident, Abraham Liu, var forleden i Danmark for at tale om den politiske situation og om, hvorfor USA prøver at presse europæiske myndigheder til at droppe Huawei som netværksleverandør til fremtidens netværk. Liu slår først og fremmest fast, at Huawei er helt uafhængig af de kinesiske myndigheder og at de ingen forpligtelse har til at spionere på vegne af Kina, så frem de bliver bedt om det.
“Vi har ingen legal forpligtelse over for de kinesiske myndigheder, vi har legal forpligtelse over for vores kunder. Vestlig lovgivning i de enkelte lande er hævet over kinesisk lovgivning”, slår Liu fast.
Han understreger, at de ikke er forpligtet til at begå selvmord, hvilket de reelt ville gøre, hvis de leverede efterretningsdata til Kina. Selv ved en direkte konfrontation mellem vesten og USA vil Huawei ikke overlevere følsom data til de kinesiske myndigheder, lyder det fra Liu.
Han forklarer samtidig, at Huawei kun får meget begrænset finansiel støtte af de kinesiske myndigheder, nemlig et beløb, der svarer til 0,2 procent af selskabets omsætning.
Se også: Teleselskaber med bedste netværk
Kildekode underlagt hårdeste sikkerhedstjek
Mange glemmer også en vigtig nøglefaktor, siger Liu, i forbindelse med spionageanklagerne: “Hvilken type data kan vi egentlig levere til Kina? Vores kildekode bliver grundigt undersøgt af europæiske autoriteter. Vi har ikke adgang til og mulighed for at dele data. De enkelte operatører har den fulde kontrol”.
Huawei henviser til, at deres kildekode for eksempel bliver grundig undersøgt af engelske National Cyber Security Center (NCSC), hvis topchef, Ciaran Martin, har udtalt, at deres sikkerhedstjek formentlig er det hårdeste og mest rigide i verden. Huawei forklarer, at de som det eneste selskab i verden bliver sikkerhedstestet på kildekodeniveau og hvis der havde været nogle sikkerhedsmæssige udfordringer, så ville de ikke kunne have en forretning i dag.
Se også: Find bedste tilbud på Huawei Mate
Huawei bringer amerikansk efterretning i fare
Liu forklarer, at de amerikanske myndigheder prøver at presse sine allierede til at droppe Huawei som netværksleverandør, fordi Huaweis høje sikkerhedsstandarder i netværkene vil bringe amerikansk efterretning og mulighed for overvågning i fare.
“USA har hidtil kunnet hente data fra cyberspace og muligheden for overvågning er i fare, hvis Huawei dominerer. Derfor er det i USA’s interesse af stoppe Huawei,”, lyder det i følge Liu. Huawei forklarer for eksempel, at de ikke er med i den såkladte ‘U.S. Cloud Act’, en lovgivning, der giver de amerikanske myndigheder adgang til data på servere styret af amerikanske teknologivirksomheder, uanset om disse servere er placeret i USA eller på fremmed jord.
“Huawei kan blive førende de næste 10-20 år inden for industriel innovation og de amerikanske myndigheder frygter, at deres lederskab i er fare”, understreger Liu, der samtidig håber Europa og Kina kan finde fælles fodslag om lovgivning for cybersikkerhed.
Se også: Nyheder om Huawei