Huawei: Vi kommer ikke med eget styresystem i nær fremtid

Huawei har ingen planer om eget styresystem i den nærmeste fremtid, men forklarer samtidig, at de forbereder sig på svære tider.

Huawei: Vi kommer ikke med eget styresystem i nær fremtid

Der florerer rygter om, at den kinesiske mobilproducent ZTE er tæt på at miste licens til at bruge Android på grund af den verserende handelskrig mellem USA og Kina og forleden kom det frem, at Huawei måske også risikerer samme skæbne. Det kastede samtidig et nyt rygte af sig, nemlig at Huawei er på vej med sit helt eget styresystem, men det afvises nu af selskabet.

 

Huawei: Ikke nødvendigt med eget styresystem

I en meddelelse til medierne forklarer Huawei, at de ingen planer har i den retning inden for en nær fremtid. Huawei har tidligere sagt, at der ingen tvivl er om, at de sagtens kunne udvikle et eget styresystem, men at de vurderer, at det ikke er nødvendigt.

De vil stadig fokusere på produkter, der kører med Googles Android-system. Dog sagde Huawei forleden til China Morning Post, at Huawei arbejdede på at have et eget styresystem til “en regnfuld dag”, altså til det tidspunkt, hvor USA og Kina kan komme på så stor kollisionskurs handelsmæssigt, at det kan ramme Huaweis mulighed for at bruge Android.

Se også: Find billig Huawei P20 Pro

 

Svært at lancere eget styresystem med global succes

Der er dog ingen tvivl om, at det vil blive svært for Huawei at sætte et på globalt plan  kommercielt bæredygtigt styresystem i søen. En væsentlig del af Huaweis succes skyldes adgangen til Android og de mange tjenester, som Google har og gør tilgængelige og de mange millioner af apps, der er i Google Play Store vil også være meget svære at reproducere i et eget styresystem.

Samsung og deres Tizen er et godt eksempel på, hvor svært det er. Samsung er en af de helt store økonomiske sværvægtere på tech-scenen og selv om det er længe siden, de kom med deres Android-alternativ Tizen, så lykkedes det ikke for dem at udbrede systemet og i dag bliver det primært brugt til selskabets smartwatch.

Se også: Nyheder om Huawei