Kæmpe læk afslører stort set alt om Huawei Mate 20 Pro – men ikke alt virker troværdigt
Om cirka 14 dage bliver det nye flagskib Mate 20 Pro præsenteret, men det meste synes allerede at være blevet lækket om den nye telefon, hvor der ventes stort fokus på særligt AI. Et israelsk website er nemlig faldet over en præsentation af den nye telefon og der er flere interessante nyheder.
Præsentationen, som israeliske Girafa er faldet over, ligner klassiske slides af den type, der ofte bliver benyttet ved produktlanceringer. Det kan ikke helt afvises, at der er tale om fabrikerede billeder, men ofte er denne type læk reelle nok og rammer som regel plet.
Se også: Test af Huawei Mate 10 Pro
Specifikationer og funktioner på Huawei Mate 20 Pro
Det står i følge lækket klart, at Mate 20 Pro får Kirin 980 processoren, Huaweis egen processor, der blev vist frem på IFA i Berlin tidligere i år. Der er tale om en 7nm processor, lige som Apples A12 Bionic, der har vist sig at være ekstremt kraftfuld. Det bliver spændende at se, hvordan en 7nm processor tager sig ud i en Android-mobil.
Den får 6 GB RAM, batteri på 4.200 mAh og er IP67-klassificeret (vandafvisende i 1,5 meter dybt vand i 30 minutter). Skærmen siges at blive på hele 6,9 tommer.
Mate 20 Pro får tre kameraer på bagsiden, i følge lækket Mate 20 Pro får en ny vidvinkeloptik, der erstatter den telefoto-optik, der sidder på P20 Pro. Kameraet får også noget, Huawei kalder for AI Smart Zoom, hvilket betyder, at softwaren i kameraet automatisk spotter objekter, der bevæger sig i billedet og automatisk fokuserer på det. Det virker som predictive autofokus, som vi kender fra andre telefoner fra for eksempel Sony og Samsung.
Der skulle også komme det, der kaldes for Hivision, som ser ud til at minde om Google Lens.
En anden interessant nyhed er, at den skulle få indbygget fingeraftryksscanner i skærmen. Ansigtsoplåsning med 3D Face Unlock bliver også en del af Mate 20 Pro.
Se også: Pris på Huawei Mate 20 lite
Mate 20
Der kommer også en almindelig udgave, Mate 20 med skærm på 6,53 tommer, 4 GB RAM og batteri på 4.000 mAh. Den får også tre kameraer på bagsiden lige som Mate 20 Pro. Mate 20 får fingeraftryksscanner på bagsiden på mere traditionel vis. Den får heller ikke 3D Face Unlock.
Pris på Mate 20 og Mate 20 Pro
Priserne på de to telefoner er også en del af lækket. Pro-versionen får en pris fra 1.108 dollars, mens den almindelige udgave får en pris på 831 dollars.
Se også: Guide til de bedste smartphones fra Huawei
Et par ting sår tvivl om lækkets troværdighed
Som sagt plejer denne type læk at være rimelig troværdige, men et par ting i de informationer, der er lækket, sår tvivl om, hvorvidt vi kan stole på informationerne. Blandt andet skærmen på 6,9 tommer på Mate 20 Pro. Det er 0,4 tommer mere end på iPhone Xs Max og lige den telefon udnytter fronten rigtig godt til skærmen. Det er en stor telefon og det er svært at se, hvordan Huawei kan lave en telefon med skærm på 6,9 tommer uden at den bliver sindsygt stor.
En anden ting er priserne. Med en pris på over 1.100 dollars har den faktisk pris på niveau med iPhone Xs Max. P20 Pro kom med en vejledende pris i dollars på omkring 800 dollars og det virker ærlig talt ikke realistisk, at Huawei hæver prisen med 300 dollars eller næsten 30 procent.
De nye Mate 20-telefoner bliver lanceret den 16. oktober, så bliver vi meget klogere på, hvad der er op og ned på de nye telefoner. I mellemtiden når der formentlig at dukke flere rygter om, der kan gøre det mere klart, hvad vi har i vente.
Se også: Nyheder om Huawei Mate 20 Pro