Billeder af Huawei Mate 30 Pro viser interessant design
Til oktober skal den komme, Mate 30 Pro, og når den gør, vil den være noget af det hotteste på Android-markedet. Vi har allerede fået det ene rygte efter det andet, der har fortalt os om Huaweis kommende flagskib. Blandt andet har vi hørt om et mere vovet design, end vi ser fra rivalen Samsung, og vi har især hørt om det opgraderede triple-linse kamera, den skal have.
Huawei Mate 30 Pro med mere vovet design
Udover rene rygter er der lækket billeder ud, der efter sigende skulle vise både for- og bagside af Mate 30 Pro. Det sker ofte, at producenter af tilbehør deler computerbilleder af kommende modeller for at reklamere for de covers, de laver til telefonerne. Nu har SlashLeaks samlet en række billeder, der siges at være fra den slags producenter.
På billederne ser vi en skærm med en mindre notch, der skal indeholde 3D ansigtsgenkendelse, samt helt smalle kanter i top og bund, som vi har hørt fra rygterne. Som Mate 20 Pro er kanterne rundede, men ikke så meget, som vi ellers tidligere har hørt, at de skulle være. Her ligner det mere det, vi også ser på Samsungs nye Galaxy Note 10.
Billederne viser desuden knapper på telefonens højre side, selvom vi fra tidligere rygter har hørt, at Mate 30 Pro ikke kommer til at have fysiske knapper. I stedet skal den have virtuelle knapper i siden af skærmen. Der kan også være en fingeraftrykslæser under skærmen, men det er stadig usikkert.
Se også: Priser på Huawei Mate 20 Pro
Afrundede kanter
Bagsiden af telefonen gemmer selvfølgelig kameraet i form af en rund udskæring med tre linser. Det stemmer med tidligere rygter. Farven skifter, som vi kender det fra Huaweis tidligere flagskibe, men vi ser også en ret stor sensor ved siden af kameraet og et logo, der sidder på en måde, der mere fører tankerne til en telefon med kameralinserne vertikalt placeret.
Ifølge de nye billeder er kanterne på bagsiden også rundede, og i bunden finder vi SIM-pladsen, USB-C-stik og højtaler. Som forventet er der ingen spor af 3,5 mm-stik.
Se også: Anmeldelse af Huawei Mate
Lancering midt i oktober?
Som sagt regner vi med, at Huawei præsenterer Mate 30 Pro i midten af oktober, i hvert fald hvis de kører samme tidsskema som sidste år. Der er med andre ord masser af tid til endnu flere rygter.
Se også: Nyheder om Huawei Mate 30 Pro