Huawei bekræfter: Rammeløs Mate 10 får Kirin 970
Som en del af årets IFA-messe har Huawei præsenteret deres første chip med AI-hardware. I samme omgang fortalte de, at den første telefon, der kommer til at køre denne chip, bliver Mate 10. Og det om blot seks uger.
Denne nyhed dukkede selvfølgelig straks op på Twitter, og der lader Huawei til selv at have afsløret Mate 10.
Se også: Priser på Huawei Mate
KIrin 970 – Mate 10 først ude
Selve Twitter-beskeden indeholder samme oplysninger – at Kirin 970 får AI-hardware, og at Mate 10 bliver den første telefon med chippen. Sammen med beskeden kom en video med præsentationen af chippens egenskaber. Og dér, midt i videoen, dukker et billede af en telefon op.
Unlock your full potential with #HuaweiMate10, powered by #Kirin970. Coming soon… #HuaweiMobileAI #IFA2017 pic.twitter.com/WoiPWoldhn
— Huawei Mobile (@HuaweiMobile) 2. september 2017
Skærmen ser ud til at være stor, i 18:9 forhold, og telefonen har også de tyndeste kanter omkring skærmen, Huawei nogensinde har haft på en mobil.. Den beskrivelse passer meget godt på det, vi hidtil har hørt om Mate 10, og den skal jo være den første telefon med den her chip. Så meget tyder jo på, at der er tale om Mate 10. Nu må vi nok vente til midt i oktober, hvor Huawei skal præsentere Mate 10.
Specifikationerne for Mate 10 med minimale kanter om den store skærm, den nye chip og muligheder for AI-oplevelser og nyeste version af EMUI ovenpå Android-systemet tegner til at blive Huaweis mest imponerende telefon hidtil. Det bliver meget spændende at få telefonen i hænderne og rigtigt afprøve den. Og selvfølgelig at se, hvordan den klarer sig i forhold til konkurrenterne.
Se også: Anmeldelse af Huawei Mate
Ekstremt kraftfuld AI Kirin 970 chip
Om den nye chip siger Richard Yu, CEO for Huawei Consumer Business Group, at vi står på tærsklen til en spændende ny æra. “Huawei er dedikeret til at udvikle smarte løsninger til intelligente enheder ved at opbygge end-to-end-funktioner, der understøtter udvikling af chips, produkter og cloud-løsninger. Det endelige mål er at give en væsentligt bedre brugeroplevelse. Kirin 970 er den første i en række nye fremskridt, der vil bringe kraftfulde AI-funktioner til vores produkter,” siger Richard Yu, CEO for Huawei Consumer Business Group.
Sammenlignet med en quad-core Cortex-A73 CPU-klynge, leverer Kirin 970 op til 25 gange ydeevnen med 50 gange større effektivitet. Dermed kan Kirin 970-chipsætet udføre de samme AI-beregningsopgaver hurtigere og med langt mindre strøm. I en billedgenkendelsestest behandlede Kirin 970 2.000 billeder i minuttet, hvilket er hurtigere end andre chips på markedet.
Se også: Guide til de bedste Huawei mobiler
Kirin 970 bliver åben platform for mobil AI
Huawei forklarer, at de i øvrigt tror på, at yderligere udvikling af AI sker i samarbejde mellem tusinder af udviklere og partnere på tværs af værdikæder. Derfor lancerer Huawei Kirin 970 som en åben platform for mobil AI, der gør chipsættet tilgængelig for udviklere og partnere, som kan finde nye og innovative anvendelsesmuligheder.
Se også: Nyheder om Mate 10