Nye tal: Huawei sælger flere telefoner i dette kvartal end Apple
Det vurderes nu, at Huawei vil skubbe Apple ned på tredjepladsen og dermed overtage pladsen som verdens anden største mobilproducent. Huawei solgte 38,5 millioner smartphones i andet kvartal, mens Apple rundede 41 millioner, men analytikere vurderer, at Apples iPhone-salg i tredje kvartal vil falde en del, da køberne venter på at få fingre i iPhone 8.
Den kommer til salg i butikkerne enten i slutningen af september eller oktober – og det måske endda kun i begrænset oplag i starten.
Apple kommer også med iPhone 7S og 7S Plus, men de ventes kun at blive mindre opdateringer af 7 og 7 Plus og vil formentlig ikke booste salget vildt meget. Det er iPhone 8, der ventes at trække det helt store salgslæs.
Se også: Hvor får man iPhone billig?
Derfor kan Huawei allerede blive større end Apple i 3. kvartal
Huawei ventes derimod at sælge godt over 40 millioner enheder i tredje kvartal takket være blandt andet stærkt salg af telefoner fra P10-serien og Mate-serien og også Honor-telefonerne, som Huawei står bag, sælger rigtig godt, lyder det.
Huawei er vokset meget de sidste par år og særligt i Kina har selskabet fået godt fat. Sammenlignet med andet kvartal i 2016 solgte de 22 procent flere telefoner i andet kvartal 2017. Huawei sælger generelt virkelig mange telefoner i Asien og Europa. I USA har Huawei haft det svært, men forleden stod det klart, at AT&T, det største teleselskab i USA, har planer om at sælge Mate 10 og sker det, kan det betyde et stort løft for Huawei.
Og Huawei får formentlig brug for et godt salg i USA i magtkampen med Apple på længere sigt. Når iPhone 8 for alvor kommer i masseproduktion i løbet af fjerde kvartal 2017, ventes det, at Apple igen vil sælge flere telefoner end Huawei og det vil de så formentlig også gøre i 1. kvartal 2018.
Se også: Sammenlign priser på Huawei mobiler
Apple tjener pengene
Selvom Apple skulle blive detroniseret og må affinde sig med en tredjeplads efter Samsung og Huawei, når det gælder fleste solgte smartphones, så handler det i lige så høj grad om indtjeningen og her står Apple uhyre stærkt og tjener betydeligt mere per solgt telefon end konkurrenterne.
Se også: Nyheder om mobilbranchen