Panasonic pauser alligevel ikke samarbejde med Huawei
Listen over selskaber, der sætter samarbejdet med Huawei på pause, bliver ved med at vokse. Google var først til at melde ud, så kom chipselskaber som Qualcomm, Intel, Broadcom og ARM, for nogle timer siden kom det frem, at teleselskaberne Vodafone og EE i England og KDDI og Yo! Mobile vil stoppe forudbestillinger af 5G-telefonen Mate X 5G og den almindelige P30 Lite.
Nu skriver BBC og scmp.com så, at også Panasonic vil pause samarbejdet. Det sker naturligvis også på foranledning af de restriktioner, som USA har pålagt en række udenlandske teleselskaber, særligt Huawei.
Panasonic oplyser i en udtalelse, i følge BBC, at de suspenderer alle transaktioner med Huawei og dets 68 affiliate-selskaber, der blev blacklistet af den amerikanske regering.
(Opdateret i dag klokken 10:20)
Panasonic har efterfølgende publiceret en kommentar på sit kinesiske website, hvor de oplyser, at de bliver ved med at arbejde sammen med Huawei og Panasonic siger, at det ganske enkelt ikke er sandt, når medier har skrevet, at Panasonic ville stoppe samarbejdet.
De slår fast, at Huawei er en vigtig partner for selskabet og at de vil overholde deres aftaler med kinesiske partnere i henhold til lokale love. Huawei har kommenteret udviklingen ved at sige, at de er glade for Panasonics vedvarende støtte og at de i det hele taget er glade for den støtte, de har fået fra alle deres globale partnere.
Se også: Nyheder om Huawei