Sanktioner mod Huawei løftet – men meget er stadig usikkert
I weekenden oplyste USAs præsident, Donald Trump, på G20 mødet i Japan, at USA ville droppe sanktionerne mod Huawei og at amerikanske virksomheder igen måtte handle med det kinesiske selskab, så længe det ikke drejer sig om produkter, der udgør en sikkerhedsrisiko for USA.
Stadig usikkert om Huawei må bruge Googles tjenester og Android i fremtiden
Faktum er dog, at Huawei ikke er blevet fjernet fra den sorte liste, den såkaldte Entity List. Amerikanske virksomheder må handle produkter med Huawei, når det gælder produkter, der er tilgængelige i andre lande og som ikke udgør en sikkerhedsrisiko for USA. Et eksempel er memory produkter fra Micron, som også tilbydes af andre virksomheder fra andre lande som Japan og Sydkorea. Huawei får altså adgang til de amerikanske produkter, som kan erstattes af produkter fra andre lande.
Men det er ikke sådan, at Trump har åbnet hele butikken, bestemt ikke, slår teleanalytiker John Strand, der følger teleindustrien i USA tæt, fast og han understreger, at der ikke er tale om en opblødning fra USA’s side.
“Det betyder, at vi stadig har brug for at vide, om det giver dem adgang til Android og komponenter fra virksomheder som Qualcomm, Intel, Xilinx og ARM. Huawei har stadig masser af andre udfordringer og en af de største er, at mange operatører har lagt Huawei telefonerne på hylden. Det betyder i praksis, at Huawei har mistet mange af sine vigtigste distributionskanaler uden for Kina”, forklarer John Strand.
Huawei har dog fået garanti for, at alle deres nuværende telefoner fortsat vil kunne bruge Android og Googles tjenester fremover.
Se også: Find billig Huawei P30
Stadig mistillid til Huawei blandt amerikanske politikere
At amerikanske politikere stadig er på tæerne, når det gælder Huawei, kan man heller ikke være i tvivl om. For eksempel kalder senator Marco Rubio det for en “katastrofal fejl”, hvis man helt dropper sanktionerne mod Huawei og at det vil ødelægge tilliden til regeringen, hvis det sker.
Også Senator John Barrasso har i kølvandet på Trumps seneste udmelding været ude og sige, at Huaweis tilstedeværelse i USA er som at lukke en trojansk hest ind i landet.
Se også: Anmeldelse af Huawei P30
Huawei gør os ikke klogere
Vi har spurgt Huawei om en kommentar til den seneste udvikling, blandt andet vil vi meget gerne vide, om Google og Android nu igen er på listen over amerikanske selskaber, som Huawei må handle med. Huaweis svar per mail bliver man desværre ikke klogere på.
“Vi anerkender den amerikanske præsidents udtalelser fra G20 mødet fredag d. 28. juni 2019. På nuværende tidspunkt har vi ikke flere kommentarer.”
Huawei har siden sanktionerne trådte i kraft for nogle uger siden angiveligt arbejdet på højtryk for at færdiggøre deres eget styresystem, Ark OS, der skulle kunne håndtere Android-apps. Formentlig arbejder de videre for fuld styrke indtil der er kommet mere klarhed over situationen, der trods alt er blevet opblødet en smule fra amerikansk side.
Se også: Nyheder om Huawei vs US