Første video teaser for Huawei Mate 10

Huawei Mate 10 bliver præsenteret til oktober, men allerede nu er mobilproducenten selv klar med en teaser på video.

Huawei er vokset sig til at være en stor aktør på mobilbanen. I andet kvartal af i år overhalede de Apple i salg af mobiler i Central- og Østeuropa med en markedsandel på hele 12 procent. De fokuserer på bestemte produkter og er tydelige med, hvad de står for, hvilket har haft stor indflydelse på deres vej mod toppen.

Deres Mate-serie har fokus på innovation og de nyeste specifikationer og er det, de kalder deres ”Business-flagskibe”.

Se også: Anmeldelse af Huawei Mate

Video af Huawei Mate 10

Om den kommende model i den serie, Mate 10, har vi allerede set og hørt en hel del, blandt andet fra interviews med Huaweis egne ansatte. Nu er så også den første officielle teaser kommet, men det er ikke meget nyt, den afslører.

Videoen viser en Mate-telefon, der bliver demonstreret. Navnet Mate 10 er blot det, vi regner med, den kommer til at hedde. Vi kan se, at kameraet bliver samme type, som vi har set i P10 og Mate 9 – et dual kamera i samarbejde med Leica og med henholdsvis et 12 (farve) og et 20 (monokromt) megapixel kamera.

Vi regner dog med, at der også vil være noget nyt ved kameraet i forhold til de ældre modeller – formentlig optisk billedstabilisering på begge. Mange af de andre producenter, der har sendt flagskibe på markedet i år, har satset stort på kameraet og virkelig præsenteret gode produkter, og her vil Huawei gerne kunne følge med.

Se også: Sammenlign priser på Huawei Mate

 

Stor skærm i vente

Vi forventer en 6,1 tommer skærm med 18:9 forhold og en HiSilicon Kirin 970 processor i telefonen. Også en fingeraftrykslæser under skærmen står på listen over formodede specifikationer og så forventer vi selvfølgelig et batteri på mindst 4.000 mAh lige som i forgængeren.

Præsentationen af telefonen skal ske i oktober i München, og vi regner med, at der også kommer en Pro-version. Efter sigende skulle de komme i butikkerne umiddelbart efter præsentationen.

Se også: Rygter om Huawei Mate 10