Test af Honor 8 – God mobil, men forbløffende nok ikke super skarp til prisen
Huawei står bag den relativt nye Honor-serie, der i første omgang lignede et direkte angreb på OnePlus – en billig mobil med gode funktioner der udelukkende skulle forhandles online og leve af den hype, som brugerne måtte give den. Med Honor 8 ser det lidt ud til, at Huawei har droppet den strategi, da Honor 8 bliver solgt gennem nogle af de danske teleselskaber.
Honor 8 ha faktisk nogle gode funktioner, men der findes i dag så gode tilbud på mobiltelefoner, at den ikke er det super oplagte køb, som man kunne forvente. Læs vores test af anmeldelse af Honor 8.
Honor 8 – bedømmelse
Design & Materiale: 9/10
Batterilevetid: 8/10
Skærm: 8/10
Kamera: 7/10
Hastighed i brugerflade: 9/10
Datahastighed: 9/10
Spiloplevelse: 8/10
Musikkvalitet: 7/10
Samtalekvalitet: 7/10
Samlet karakter: 82/100
Læs hele vores store test og anmeldelse af Honor 8 herunder.
Men først lige nogle billeder af den nye Honor 8 Lite.
Du kan også se vores videotest af Honor 8 herunder.
Test og anmeldelse af Honor 8
Test og anmeldelse af Honor 8 – design
Jeg har kun set Honor 8 i den blå farve, men den er virkelig flot. (Der er noget med de blå nuancer på telefoner for tiden, også Samsung er kommet med en ekstremt flot blå farve til deres nu noget kuldsejlede Note 7). Farven gør, at Honor 8 får et flot design. Jeg har kraftig formodning om, at den vil se ret ordinær ud i sort eller hvid – men jeg er helt pjattet med den blå farve, hvis du skulle være i tvivl.
Honor 8 er meget stilren – kun power og volumen taster på højre side og så fingeraftryksscanneren bag på. Bag på sidder kameraet, der ikke stikker ud – kun dual LED fotolyset stikket en anelse ud, men man er nødt til at køre en finger henover fotolyset for at kunne mærke det.
Honor 8 har bagside i glas og den kan virke en anelse glat. Men flot er den!
Se også: Billige mobilabonnementer
Test og anmeldelse af Honor 8 – Brugervenlighed
Huawei har haft god fokus på brugervenligheden på store mobiltelefoner, hvilket blandt andet viser sig ved, at man kan optimere skærmen ti enhåndsbrug. Det er en god ting i visse situationer.
Gå ind i Indstillinger > Smart Hjælp > Brugergrænseflade til enhåndsbrug. Her slår du Miniskærmsvisning til og så rykkes skærmen ned mod højre eller venstre, alt efter hvilken retning du ønsker, så man lettere kan nå de yderste ikoner med én hånd.
Generelt er Honor 8 rigtig let at komme i gang med og bruge i det daglige.
Test og anmeldelse af Honor 8 – Batterilevetid
3.000 mAh lyder rigtig pænt og de fleste almindelige brugere skal nok få Honor 8 til at række en hel dag. Men hører man til dem, der er meget aktive med mobilen, så skal man forvente at lade op senest tidligt på aftenen. Det var i hvert fald tilfældet for undertegnede.
Der er gode batterisparefunktioner, men slår man dem til, så slår man også en del funktionalitet fra.
Se også: Hvilken mobil har bedste batteritid?
Test og anmeldelse af Honor 8 – Skærm
5,2 tommer med 1920 x 1080 pixel (fuld HD) giver en fin skærm med gode farver og fin skarphed. Skærmen reagerer også hurtigt på tryk og der er fin betragtningsvinkel.
Man kan slå funktionen ‘Øjenkomfort’ til. Den kan bortfiltrere skærmens blå lys, så man ikke blive træt i øjnene. Funktionen skulle også hjælpe mod at man ikke kan falde i søvn om aftenen, hvis man har kigget på mobilen i længere tid. Det blå skær på mobilskærme skulle gøre, at hjernen tror, det er dag selvom det er aften eller nat.
Skærmen kan i øvrigt også bruges med handsker.
Se også: Hvilken mobil har bedste skærm?
Test og anmeldelse af Honor 8 – Kamera
Honor 8 har en godt kamera på 12 megapixel og tager gode farverige og kontrastfyldte billeder i det fleste omgivelser. Kameraet er fint hurtig og brugerfladen meget simpel.
Den har dog svært ved at give gode billeder i mørke uden brug af fotolys, faktisk er det sædvanlige billede vi altid tager i mørke uden fotolys helt ubrugeligt.
Honor 8 har da også kun blænde F/2.2, hvilket er noget under det bedste hos de bedste kameramobiler som for eksempel Samsung Galaxy S7, Sony Xperia X Performance eller HTC 10.
Herunder kan du se en række billeder taget med Honor 8.
Billede af Honor 8: Landskabsbillede udendørs.
Billede af Honor 8: Makrobillede indendørs.
Billede af Honor 8: Taget i mørkt rum med brug af fotolys
Billede af Honor 8: Taget i mørkt rum uden brug af fotolys
Videokameraet giver god kvalitet og skarphed, men flytter jeg telefonen hurtigt eller skifter lysforholdene fra for eksempel skygge til lys, så kan den have svært ved at stille skarpt igen.
To gange måtte jeg trykke på skærmen for at få et skarpt og fokuseret billede igen på optagelsen herunder.
Se også: Hvilken mobil har bedste kamera?
Test og anmeldelse af Honor 8 – Hastighed i brugerflade
Brugerfladen i Honor 8 er simpel og effektivt skruet sammen. Der er ingen app-mappe, alle apps ligger ganske enkelt bare på startskærmene.
Det er minimalt, hvad der er af irriterende egne apps og widgets. Der enkelte egne apps, men de fylder heldigvis ikke meget – det havde været optimalt, hvis man helt kunne fjerne dem, men det kan man ikke.
Samlet er Honor 8 rigtig hurtig at bevæge sig rundt i – ikke kun på grund af en meget ren Android-brugerflade, men også fordi den har en kraftfuld processor og 4 GB RAM.
Test og anmeldelse af Honor 8 – Datahastighed
Med 300 Mbit/s har Honor 8 naturligvis en rigtig god datahastighed og har man 4G abonnement, så er det i hvert fald ikke telefonen, der burde kunne lægges til last, hvis man oplever dataproblemer.
Med 300 Mbit/s 4G kan du også snildt bruge Honor 8 som wifi hotspot.
Test og anmeldelse af Honor 8 – Spil
Man kan efterhånden få konsollignende spil til mobiltelefoner og et spil som Modern Combat Blackout hører til blandt de tungere.
Spillet afvikles fint og stabilt, men lyden kunne godt have været bedre. Den er ikke dårlig, men heller ikke vildt god.
Se også: Hvilken mobil er bedst til spil?
Test og anmeldelse af Honor 8 – Musikkvalitet
Honor 8 har rigtig god lyd til musik, når man bruger headset eller højtaler, men med den indbyggede højtaler kan man ikke holde ud at høre musik eller radio.
Lyden er ret skinger, så snart man skruer bare lidt op.
Test og anmeldelse af Honor 8 – Samtalekvalitet
Huawei, der står bag Honor 8, fik en del kritik for dårlig antenne i nylig test af mobilantenner. Personligt har jeg dog aldrig bemærket dårlig antennemodtagelse på Huawei-mobiler generelt og det er heller ikke tilfældet med Honor 8.
Jeg har fin stabil antennemodtagelse og dataopkoblingen er også rigtig stabil.
Test og anmeldelse af Honor 8 – Pris
Honor 8 har lige nu en bedste mindstepris hos teleselskaberne fra cirka 3.100 kroner.
Honor 8 kan lige nu kun købes hos to mobiloperatører, nemlig Telia og Callme.
Se pris for Honor 8 hos Telia. Se pris for Honor 8 hos Call me
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
3.100 kroner for en mobil som Honor 8 er jo ret beset en rigtig god pris – den er flot, har hurtig brugerflade, god skærm, hurtig 4G, fint kamera, er god til spil – den er generelt bare rigtig god.
Alligevel er jeg lidt forbeholden. For mindre end 2.000 kroner kan jeg få rigtig gode mobiltelefoner, der på mange punkter matcher Honor 8 – i hvert fald i praksis. På papiret kan Sony Xperia XA eller Huawei P9 Lite måske ikke helt følge med, men for langt de fleste vil de være super fine til hverdagsbrug.
Samtidig kan Honor 8 ikke matche de bedste mobiltelefoner på markedet på sådan noget som kamera og batteri og flere meget fremragende mobiltelefoner fra sidste år koster også kun godt 3.000 kroner.
Du får fin kvalitet for pengene med Honor 8, men ikke i en grad som man kunne have forventet fra Huawei.
Se også: Test af de bedste mobiltelefoner
For:
- Designet
- Brugerfladen
- Brugervenlig
Mod:
- Højtaleren
- Batteriet skuffer lidt
Test af Honor 8 – specifikationer og funktioner
- Mål: 145,5 x 71 x 7,5 mm
- Vægt: 153 gram
- System: Android 6.0
- Processor: HiSilicon Kirin 950, quad core 2,3 Ghz + quad core 1,8 Ghz
- Skærm: 5,2 tommer, 1920 x 1080
- RAM: 4 GB
- Indbygget hukommelse: 32 GB, plads til hukommelseskort op til 256 GB
- Batteri: 3.000 mAh
- Datahastighed: 300 Mbit/s (4G)
- Kamera: 12 megapixel, autofokus, fotolys, Aperture F/2.2
- Frontkamera: 8 megapixel, F/2.4
- Video: Fuld HD
- Tilslutninger: USB Type-C 1.0, Bluetooth 4.2, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
Se også: Test af Honor 8
Find bedste mobiltelefon til børn
Emnet følges op
Siden vi bragte denne nyhed er der kommer nyt i sagen. Steen Jørgensen fandt det relevant at følge op på temaet. 13/9/2016 var der nyt om emnet i et indlæg omkring Honor 8 solgt i 1,5 millioner eksemplarer på to måneder – Følg den videre udvikling her. Emnet er stadig Hot. Klik her for seneste nyt..