Tyskland vil gerne samarbejde med Huawei om 5G
Tyskland melder sig ikke ikke i rækken af lande og regeringer, der vil udelukke Huawei fra udrulningen af 5G i landet. Der har ellers været pres nok fra den amerikanske regerings side, da de ønsker at alle skal følge deres eksempel og udelukke Huawei fra at levere materiale til udbygningen af 5G-nettet. Ifølge amerikanerne af sikkerhedsårsager.
Så sent som i sidste måned advarede den amerikanske ambassadør i Berlin den tyske regering om, at Washington vil overveje at skrue ned for informationssamarbejdet med Tyskland, hvis Huawei får lov at være med i udbygningen af 5G-nettet i landet.
Tyskland: Ingen beviser for at Huawei udgør sikkerhedsrisiko
Men sådan leger man ikke i Tyskland og chefen for den tyske telekommunikationsmyndighed, Bundesnetzagentur, Jochen Homann, siger overfor Financial Times, at ingen leverandør af udstyr, heller ikke Huawei, bør eller må blive udelukket. Samtidig fortæller Homann, at hverken han eller nogen anden i hans myndighed har set beviser på, at Huawei skulle udgøre en sikkerhedsrisiko.
Så længe Huawei lever op til de sikkerhedskrav, der stilles fra myndighedernes side, så kan de være med til at levere udstyr.
Som nævnt har USA udelukket Huawei fra at levere 5G-udstyr til amerikanske selskaber, og siden har andre lande gjort det samme, deriblandt Australien, Japan og New Zealand. Ingen lande i EU har dog endnu valgt at følge trop.
Se også: Teleselskaber med bedst netværk
Huawei har problemer i England
Huawei har hele tiden benægtet alle beskyldninger om sikkerhedsproblemer og at de skulle agere på vegne af den kinesiske regering, og besvarede i sidste uge kritik fra Storbritannien med, at de ikke udgør en trussel mod sikkerheden og at de ser gennemsigtighed som den vigtigste vej mod tillid.
Den udmeldelse kom efter engelsk kritik af Huaweis ingeniørarbejde, der efter sigende skulle kunne føre til et forbud mod Huawei i Storbritannien. Hvordan Huawei kommer til at deltage i udbygningen af Storbritanniens 5G-net, forventes at blive afsløret i næste måned i forbindelse med en gennemgang af landets teleinfrastruktur.
Se også: USA: Køb ikke netværk af Huawei og ZTE
Huawei-direktør: Kriminelt at installere bagveje i netværk
I et interview med CNBC har Huawei-direktør Ren Zhengfei udtalt, at Huawei vil følge standarderne for cybersikkerhed samt GDPR-lovgivningen i EU. Samtidig talte han om en potentiel ”no-spy”-aftale, der kan blive indgået mellem Kina og Tyskland, hvor det er Tysklands ønske at skabe en global aftale, der skal gøre, at ingen producent kan installere bagveje ind i sine produkter.
Det er dog stadig muligt at skabe bagveje ind i et system som 5G-netværk, der mere handler om software end hardware. Med sådanne bagveje kan man få adgang til de ting, der foregår på netværket såsom at tracke placering af mobiltelefoner eller aflytte telefonsamtaler.
Ren slog imidlertid fast, at han ser installation af bagveje som en kriminel handling, og at han hellere end gerne skriver under på aftaler, der forhindrer dette.
For nylig valgte TDC at bruge Ericsson til udbygningen af deres 5G-net i Danmark. Mange så det som et politisk valg, men TDC sagde at Ericsson ganske enkelt kom med det bedste tilbud.
Se også: Nyheder om Huawei og 5G i Europa