Google bekræfter: Instant Apps lukker ved årets udgang
Google har officielt bekræftet, at Androids såkaldte Instant Apps ophører i december 2025.
Instant Apps blev lanceret i 2017 som et alternativ til almindelige apps – med mulighed for at starte dem direkte fra en browser uden installation. Men funktionen fik aldrig det gennembrud, Google havde håbet på.
Se også: Find de bedste Android smartphones
Instant Apps – prøv app uden at downloade
Tanken var at tilbyde brugerne en app-lignende oplevelse uden først at skulle downloade noget. Det skulle især være nyttigt for brugere, der ville prøve en app uden at forpligte sig – for eksempel gennem en slags “demo-version”.
Tjenester som Wish og spiludvikleren Supercell (med spillet Clash Royale) var blandt de første til at understøtte Instant Apps.
Men udviklerne tog aldrig rigtigt teknologien til sig. En af de største begrænsninger var størrelseskravet: Instant Apps måtte højst fylde 15 MB. Det gjorde det svært og ressourcekrævende at tilpasse større apps til det format.
Se også: Nyheder i Android 16
Ikke en populær løsning
En talsperson fra Google udtaler til The Verge, at funktionens popularitet har været lav, og at de fleste udviklere i dag foretrækker andre løsninger til samme formål.
Med lukningen af Instant Apps vil Google i stedet fokusere på mere moderne værktøjer og muligheder, der bedre matcher udviklernes og brugernes behov i dag.
Se også: Nyheder om Android