Google klar med første version af Android 14
Google fortæller, at de har frigivet den første version af Android 14. Den er dog kun for udviklere og er en såkaldt Developer Preview.
Den første offentlige beta-version af Android 14 forventes at komme til marts eller april. Live-versionen forventes at komme i august eller september og de første telefoner, der får Android 14 er formentlig Googles egen Pixel 7-serie.
Se også: De bedste Android telefoner
Android 14 giver optimeringer til tablets og foldbare enheder
Ifølge chefingeniør Dave Burke videreudvikler Android 14 de optimeringer til tablets og foldbare enheder, der startede med Android 12L og fortsatte med Android 13.
Dette omfatter blandt andet tilpasning af styresystemet til forskellige skærmstørrelser og nye programmeringsfunktioner til vindueshåndtering og paneler. En anden ny funktion vil være muligheden for at skalere skrifttyper betydeligt mere end tidligere, op til 200 procent.
Se også: Telefoner med abonnement
Kræver Pixel-telefoner
Hvis du vil i gang med Android 14 i dag, kan du gøre det ved selv at flashe din telefon, og det kræver desuden, at du har en Pixel 7 Pro, Pixel 7, Pixel 6a, Pixel 6 Pro, Pixel 6, Pixel 5a 5G, Pixel 5G, Pixel 5 eller Pixel 4a (5G).
For god ordens skyld skal det understreges, at du gør det på egen risiko, og det anbefales ikke, at du gør det på din primære mobil. Ved du ikke allerede, hvordan man flasher en mobil, så er det et tegn på, at du ikke skal kaste dig over det.
Se også: Nyheder om Android