Apple stopper kvalitetskontrol af Siri-optagelser

Apple vil nu midlertidig stoppe kvalitetskontrollen af Siri, hvor ansatte lytter med for at forbedre sikkerheden - fremover kan man fravælge denne type kontrol.

Apple stopper kvalitetskontrol af Siri-optagelser

Noget af det, forbrugerne ifølge PCMag er mest urolige over, er, at der bliver lyttet med på det, de foretager sig via mobiltelefoner, tablets, opkoblede højtalere og så videre. Det er måske ikke så underligt, når vi om og om igen hører om de digitale assistenter som Alexa, Siri og Google Assistant, der ikke kun optager brugernes samtaler, men også lader andre lytte med.

 

Folk er bekymrede over at tech-selskaber lytter med i det private

Den nyeste af den slags sager handler om Apples Siri. Ifølge en artikel i The Guardian i sidste uge, har Apple haft kontraktmedarbejdere til at lytte med på optagede Siri-samtaler for at vurdere nøjagtighed og kvalitet. Siden har Apple midlertidigt ophørt med dette projekt og har meddelt, at brugerne i fremtiden vil kunne vælge ikke at være en del af projektet.

Det er dog ikke noget nyt at bruge rigtige mennesker til at gennemgå kvaliteten af assistenternes software og på den måde kunne forbedre kvaliteten. Amazon har tusindvis af ansatte, der gennemgår indtalte optagelser for at “forbedre brugeroplevelsen”, som de selv formulerer det.

Det samme har Google. Problemet er ret indlysende – disse medarbejdere krænker privatlivets fred. Ifølge artiklen i The Guardian overhørte Apples medarbejdere ofte fortrolige eller følsomme samtaler, for eksempel om sundhedsinformation, narkotikahandel eller simpelthen folk der havde sex.

 

Stopper kvalitetskontrol af Siri

En talsperson fra Apple har overfor The Verge udtalt, at Apple altid arbejder på at give brugerne en god Siri-oplevelse, mens de samtidig beskytter brugernes privatliv. Mens selskabet evaluerer den hidtidige metode, er arbejdet med at gennemgå samtaler midlertidigt stoppet. Endelig lover talspersonen som nævnt, at det fremover vil være muligt for den enkelte at vælge gennemgangen af deres samtaler fra.

The Guardian fik oplysningerne fra en whistleblower ansat hos Apple, der kunne fortælle, at bruddene på privatlivets integritet ofte sker, når den digitale assistent bliver aktiveret ved en fejl via den smarte assistent i stedet for med ”Hey Siri”.

Medarbejderne, der sidder med evalueringen af samtalerne, er ikke ansat direkte hos Apple men hyret ind via kontraktselskaber. De har underskrevet fortrolighedsaftaler og har blandt andet til opgave af mindske antallet af fejlaktiveringer.

Se også:

 

Nægter at oplysninger er koblet til Apple ID

Whistlebloweren kunne også fortælle, at optagelserne ikke kun er linket til app-data men også til kontaktdetaljer og placering. Apple har som svar på beskyldningerne bekræftet, at det, de kalder en lille del af Siri-forespørgslerne, bliver gennemgået, men de benægter dog at de skulle være linket til brugernes Apple ID.

Som nævnt har Apple sat gennemgangen på standby, men de har ikke sagt noget om, hvorvidt der bliver ændret i metoden, eller hvordan det hele lagres. På nuværende tidspunkt siger Apple, at de gemmer optagelserne på egne servere med personligt data vedhæftet og det kun i seks måneder. Anonymiserede optagelser kan blive liggende på serverne i op til to år.

Se også:

 

Først mulighed for at fravælge når de er opdaget

Apple ser sig selv som et selskab med stort fokus på retten til privatliv. Men det er først, når de bliver snuppet med fingrene i kagedåsen, at der bliver mulighed for at fravælge at være en del af et projekt som dette.

Det viser noget om, at de ikke er helt så langt, som de lader vise udadtil. Amazon og Google har allerede givet brugerne mulighed for at fravælge, at selskaberne lytter.

Siri er dog ikke den eneste assistent, der bliver set nærmere efter i sømmene. Tyske Hamburg Data Protection Authority har for nylig beordret Google til at stoppe manuel gennemgang af optagelser fra Google Assistant med henvisning til GDPR-loven. Google mener dog, at den manuelle gennemgang er afgørende for udvikling af teknologien.

Se også: