Vi har prøvekørt iOS 8

iOS 8 test: Vi har nu haft mulighed for at prøvekøre iOS 8.

Vi har prøvekørt iOS 8

Den version af iOS 8, som vi har haft lejlighed til at kigge på, er en betaversion og det står klart, at ikke alle funktioner er klar endnu.

Det var også ventet, da mange af funktionerne bygger på, at app-udviklerne først i går fik adgang til systemet.

iOS 8 test – Favoritter

Genvejen til favoritkontakter er ny og kommer frem ved at dobbelttrykke på hjemknappen. Udover aktive programmer, dukker der billeder op af de personer, du senest har kontaktet og man kan så kontakte dem ved at klikke på billedet.

Kamera og fotoalbum

En hel del af de nye funktioner finder vi i kamera- og fotofunktionerne. Der findes nye funktioner i kameraet til at lave timelapse-film, hvilket betyder, at kameraet tager billeder med et par sekunders interval og så kan man så afspille dem i et opskruet tempo.

Når du vil tage et billede, kan man også vælge en tidnedtæller på tre eller 10 sekunder, så du kan stille telefonen og selv komme med på billedet.
Der er også kommet flere funktioner til, når det gælder billedredigering – det fungerer faktisk udmærket at lave hurtig billedredigering.

En del af de nye funktioner handler også om, at man kan gemme billeder eller film i iCloud uden at slette dem. Det gør, at du behøver en kompetent søgefunktion. i iOS 8 er søgefunktionen da også blevet forbedret, så man kan søge efter billeder baseret på, om de er taget i nærheden, baseret på hvornår de er taget eller hvilket album de er sorteret til.

E-mail
E-mail-appen har også fået nye funktioner. Man kan flagge beskeder og markere dem som ulæste ved at swipe og kommer der en mail fra en, du ikke har i dine kontakter, kan mail-appen selv finde de relevante oplysninger, der er om kontakten i mailen og lægge dem ind som ny kontakt.

Notifikationscenter
Notifikationscenteret er lavet om og de tre I dag, Alle og Ubesvaret er erstattet med I dag og Beskeder.

Under I dag kan widgets fra apps tage plads og i Beskeder havner beskeder fra forskellige apps. Du kan også reagere på beskeder direkte uden at skulle skifte app. Ved at swipe ned, når en sms vises, kan man besvare beskeden uden at gå ud af den app, du ellers har gang i.

Apps kan mere
Apps tilpasset iOS 8 kan mere end tidligere. Billedgalleriet giver for eksempel mulighed for at dele billeder direkte i Dropbox og Dropbox kan give adgang til Photoshop til billedredigering.

Man kan også dele et website fra Safari direkte i en ens blog i for eksempel WordPress. Alt dette bygger dog på, at apps først tilpasser og eftersom betaversionen kom i går, er det ikke muligt at teste det endnu.

Beskeder
I besked-appen kan man nu navngive gruppesamtaler, sende film, lydbeskeder og billeder, der slettes efter kort tid. Dermed tager de ikke unødig plads, men bruger kun plads i det øjeblik de sendes.