Med ARKit 2.0 kan to iPhones se det samme virtuelle objekt
iOS 12 bliver formentlig præsenteret i aften til WWDC 2018. Med i opdateringen er version 2.0 af ARKit, der skal tage over efter ARKit 1,5 SDK og hjælpe udviklere med at skabe AR-apps.
En ny rapport fra Reuters fortæller os lidt mere om, hvad vi kan forvente os af ARKit 2.0.
Apple klar med samme AR-oplevelse på flere iPhones – på samme tid
En af nyhederne er en funktion, der skal gøre det muligt for to iPhones at dele en AR-oplevelse, så det samme objekt bliver vist på flere skærme.
Den nyhed passer ret godt med andre rapporter, vi har fået om ARKit 2.0. Bloomberg har for eksempel skrevet, at Apple arbejder på AR-spil med multiplayer funktion, samt AR-oplevelser, der kan deles. Altså, at et virtuelt objekt befinder sig på samme sted i flere apps.
To personer skal således kunne dele data, så samme objekt befinder sig på samme sted, men på flere telefoner. Alt sammen selvfølgelig uden at det går ud over folks privatliv.
Se også: Priser på iOS enheder
Fokus på sikkerhed
Google har en lignende funktion, men i Apples tilfælde skal det ikke være nødvendigt for de to brugere at have identiske scanninger af det pågældende sted. I stedet fungerer det hele via et såkaldt phone-to-phone system. En af årsagerne til, at Apple satser på det system, er netop, at brugerne ikke skal behøve at dele private billeder/scanninger med andre.
Vi har endnu ikke alle detaljerne omkring Apples multiplayer system. Vi ved heller ikke, om det begrænser sig til to personer, eller om man kan være tre eller flere ad gangen. Det kommer vi dog formentlig til at høre meget mere om ved WWDC 2018, der går i gang i aften klokken 19.00 med keynote-introduktion af Apples CEO, Tim Cook.
Se også: Test af iPhone
Særlig AR-præsentation i aften på WWDC 2018?
Den første version af ARKit kom med iOS 11, og siden har udvikler-værktøjet fået flere opdateringer, hvoraf den nyeste kom i marts sammen med iOS 11.3. Den opdatering indeholdt blandt andet mapping med uregelmæssigt formede overflader, placering på lodrette flader og objekt- og billede-genkendelse.
Denne kommende opdatering skal naturligvis endnu engang udvide mulighederne for udviklere af AR-apps og -oplevelser og mon ikke vi får en særlig præsentation af teknikken i aften?
AR har været et fokuspunkt for Apple de seneste år. Direktør Tim Cook har blandt andet omtalt teknikken som stor og afgørende.
Se også: Nyheder om Apple