Ny funktion i iOS 11 hjælper Apple med at hale ind på Android
En funktion i iOS har været efterspurgt blandt Apple-brugerne og det var en funktion, der blev kigget efter i iOS 11, da den blev præsenteret forleden. Den funktion er, at det er muligt at slå Batterisparefunktionen (Low Power Mode) til fra Kontrolcenteret.
Så det var lidt skuffende, da den funktion ikke blev præsenteret ved keynoten i mandags og mange troede stadig, at man var nødt til at gå omvejen med flere knaptryk ind i Indstillinger og videre til at slå Low Power-funktionen til. Men så kom der tweets om, at Apple alligevel havde lyttet og arbejdet med dette til stor glæde for mange på Twitter.
Med Low Power Mode kan man slå strømslugende funktioner fra, for eksempel mails eller dataopkobling på telefonen, hvilket kan være smart, hvis man ikke har meget batteri tilbage.
Se også: Bedste priser på iPhones
Vælg funktioner du vil have i Kontrolcenteret
En anden fin funktion, Apple har lagt ind i iOS 11, er muligheden for at vælge hvilke funktioner, der skal være i Kontrolcenteret. Hvis du vil, kan du lægge en genvej til Notes-appen ind eller en genvej til at slå Wi-Fi til og fra. Det er altså ikke længere Apple, der bestemmer, hvad vi skal have hurtig adgang til.
Se også: Guide til iOS 11
Apple giver mere kontrol til brugerne
Er du vant til Android-telefoner, er der ikke noget nyt i dette, sådan har det været hos Google i årevis. Det er bare at stryge ned fra den øverste kant på telefonen, så kommer en genvejsmenu frem, som du selv kan justere og på den måde hurtigt komme til indstillinger, du oftest bruger.
Det virker måske som en lille detalje sammenlignet med mange af de andre nyheder, Apple præsenterede, men det er faktisk ret stort, når man tænke på, hvor meget Apple plejer at ville kontrollere. Det kan være et første skridt på vejen mod at give mere kontrol til brugerne.
Der kan desuden komme andre funktioner, som det vil være muligt at slå til eller fra på denne måde og tilføje til Kontrolcenteret. For eksempel kunne det være skønt, hvis man kunne slå hotspot til og fra her.
Se også: Nyheder om iOS 11