Analytiker: iPhone 14 påvirkes ikke af verdenssituationen
Apple er ved at lade op til lanceringen af den næste generation af iPhones, og ifølge en ny rapport skal Apples leverandørkæde til de kommende iPhone 14-modeller ikke blive ramt af de geopolitiske udfordringer, verden oplever lige nu.
På Twitter meddeler den kendte Apple-analytiker, Ming-Chi Kuo, at hans undersøgelse viser, at der ingen indflydelse er på forsyningskæden for iPhone 14 modellerne.
“Selv om nogle investorer for nylig har været bekymrede for, at masseproduktionen og leveringstidsplanen for iPhone 14-modellerne kan blive påvirket af geopolitikken, viser min seneste undersøgelse, at der i øjeblikket ikke er nogen indvirkning på forsyningskæden for iPhone 14-modellerne,” skrev Kuo på Twitter.
I sidste uge hørte vi et rygte om, at iPhone 14-modellerne formentlig ville blive forsinket på grund af øget spænding mellem Kina og Taiwan.
Kuos undersøgelser viser, at Foxconns iPhone-fabrik i Indien kommer til at levere iPhone 14-modellen på 6,1 tommer samtidig med Kina, og det skal ske fra andet halvår af 2022.
Han mener desuden, at AirPods får opladningsetuier med USB-C-opladning fra 2023: “Jeg forudser, at Apple vil lancere USB-C-kompatible opladningsetuier til alle AirPods-modeller i 2023. Opladningsetuiet til de nye AirPods Pro 2, der lanceres i 2H22, kan dog stadig understøtte Lightning.”
I juli hørte vi, at den anden generation af Apple AirPods Pro nok ikke vil have funktioner til fitnesstracking, og at der heller ikke vil være puls og temperaturovervågning med ombord.
Den kommende version af AirPods har formentligt i stedet fokus på en bedre lydoplevelse.