iPhone Gate: Apples 5 værste hardware-problemer med iPhone
Det er snart ti år siden, vi første gang blev præsenteret for en iPhone, og den har fra første færd været et af Apples mest populære produkter – hvis ikke det mest populære overhovedet.
Nyeste medlem i familien er iPhone 7 og iPhone 7 Plus. Men selvom de er populære, Apple-telefonerne – har de da også haft deres at slås med i form af hardware-problemer, det er ikke kun Samsung, der har ramt. Nogle af problemerne med iPhone har været mere kontroversielle end andre.
Vi har samlet fem af de værste iPhone-gates.
Se også: Test af iPhone 7
Antennegate / death grip med iPhone 4
I 2010 kom iPhone 4 og blæste os alle omkuld med sit nye design – glas både foran og bagpå og ramme af rustfrit stål, der samtidig fungerede som antenne.
Desværre betød den antenneløsning også, at mange brugere rapporterede om forringet forbindelse, når de holdt telefonen på en bestemt måde. Først prøvede Apple at fortælle deres kunder, hvordan de ikke skulle holde deres telefon – ikke noget med at holde om nederste venstre hjørne, så begge sider af den sorte stribe på rammen blev dækket. Det greb blev hurtigt døbt The Death Grip.
Derefter anbefalede de, at man købte et bumper-etui, inden de til sidst begyndte at give etuierne væk gratis til de ramte kunder.
Se også: Skal man købe iPhone 7?
Batterigate med iPhone 5
Nu er evighedslange batteritider ikke lige det, iPhones er kendt for, men helt galt gik det for en vis portion af iPhone 5. Apple har siden indrømmet, at visse telefoner solgt i en bestemt periode – mellem september 2012 og januar 2013 – og med bestemte serienumre simpelthen havde defekte batterier.
Efter indrømmelsen satte de gang i et tiltag, hvor batteriet i de pågældende iPhone 5-telefoner blev skiftet gratis.
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Bendgate med iPhone 6 og iPhone 6 Plus
iPhone 6 og iPhone 6 Plus kom i 2014 med et redesign af coveret, hvor den mindre model kunne prale af at være den tyndeste iPhone nogensinde med sine 6,9 millimeter.
Desværre holdt designet ikke helt mål og mange rapporterede om, at telefonen bøjede, når den blev udsat for moderat tryk. Apple lærte af fejlen og gjorde coveret på iPhone 6S og 6S Plus stærkere.
Desværre var prøvelserne for iPhone 6-seriens ejere ikke slut endnu…
Se også: Guide til iOS 10
Touch-gate med iPhone 6 og iPhone 6 Plus
Et andet problem ved de lidt for fleksible 6-serie-telefoner var, at de havde det med at miste forbindelsen til nogle af styrefunktionerne. Der var masser af sager om touch-skærme, der ikke fungerede og grå kasser på skærmen. Apple har faktisk endnu ikke gjort noget ved det problem.
Se også: Sammenlign priser på iPhone 7
Hvisle-gate fra iPhone 7 og iPhone 7 Plus
Der gik ikke engang en uge fra iPhone 7-telefonernes lancering til de første sager om mærkelige hvislelyde fra telefonerne kom frem. Lydene opstår, når telefonerne virkelig skal arbejde, og ingen ved endnu, hvor lydene stammer fra.
Apple har heller ikke udtalt sig endnu. Det mest sandsynlige er, at det er A10-chippen, der er defekt. Har man problemer med den slags hvislelyde, bør man kontakte AppleCare for at få en ny telefon.
Se også: Nyheder om iPhone