HomePod: Apples Siri speaker præsenteret – pris og lancering
Som vi gættede på, så kom Apple her til aften med en højtaler med Siri indbygget – en højtaler der langt hen ad vejen fungerer som Amazon Echo og Google Home. Apple HomePod er navnet på den nye opkoblede højtaler.
Den har form som en vase og er cirka 30 centimeter høj. Lyden skulle være rigtig god, lover Apple, men det ville også være mærkeligt, hvis de sagde andet.
Se også: Sammenlign priser på højtalere
Apple Music dybt integreret i HomePod
Udover god lyd, skulle HomePod også være udstyret med teknik til at gå på opdagelse i Apple Music, der naturligvis er dybt integreret i den nye højtaler. Man kommunikerer med højtaleren via Siri og selve højtaleren har seks mikrofoner til at fange ens kommandoer. Tanken med HomePod er, at den bliver omdrejningspunkt i hjemmet til at styre alle ens opkoblede apparater.
Højtaleren kan også svare på vejrudsigten, trafikken, sportsresultater og alt det, som Siri normalt kan svare på. Man kan også indtale en besked, der så sendes som for eksempel SMS fra ens mobil og så videre.
Ønsker at man gøre det, kan man styre HomePod fra Home-appen i iOS.
HomePod reagerer kun på kommandoer, når man starter med at sige Hey Siri – det skulle være af sikkerhedshensyn, så den ikke bare lytter med på alt, man siger.
Se også: De bedste bluetooth højtalere
Apple HomePod – pris og lancering
HomePod kommer ud på markedet senere i år til december. Prisen er sat til 349 dollars, så en dansk pris omkring 2.500 kroner. Desværre kan man godt skyde en hvid pind efter at købe den i Danmark, da den kun bliver klar til salg til december i USA, England og Australien. Som sædvanlig halter Danmark langt efter, når det gælder nye produkter af denne art, hvor stemmestyring er meget afgørende. Det er dog ikke kun hos Apple, det er sådan.
Se også: Nyheder om HomePod