Apple iPhone 9 listet på stor kinesisk e-handel site
Meget tyder på, at vi kommer nærmere og nærmere en lancering af Apple iPhone 9 eller iPhone SE 2 som den også omtales. Det er jo opfølgeren til iPhone SE fra 2016.
iPhone 9 gjort klar hos stor kinesisk forhandler
For nylig blev det spottet på Best Buy, at de har et cover klar til telefonen. Så blev den også spottet kort hos Apple selv. Nu er det så hos den store kinesiske online-shop, jd.com, at man har set et site for iPhone 9. Der er tale om et såkaldt ‘placeholder page’ – altså et site, der er gjort klar til at fremvise et produkt på et senere tidspunkt.
Der er ingen informationer om telefonen som sådan, men bare det at en stor forhandler som jd.com forbereder sig på denne måde er interessant. Det indikerer i hvert fald meget kraftigt, at lanceringen af iPhone 9 er lige på trapperne.
Hvor meget man skal lægge i navnet på jd.coms site, kan diskuteres. Dog virker det mest rimeligt at den får navnet iPhone 9, da iPhone SE 2 skiller sig for meget ud i forhold til navngivningen på de nuværende iPhones.
Se også: Find bedste priser på iPhone
Lancering den 15. april – salgsstart den 22. april
Apple havde oprindeligt planer om at lancere telefonen i løbet af marts, men COVID-19 spændte ben for det. Nyeste forlydender siger, at lanceringen sker den 15. april. Salg og levering af telefonen kan så ske fra og med den 22. april.
Prisen ventes at lande på under 4.000 kroner og det betyder så samtidig, at den får svagere specifikationer end de andre iPhone 11-telefoner. Dog har den som styrke en skærm på 4,7 tommer. Det betyder, at formatet bliver betydeligt mindre end på iPhone 11-modellerne. Netop det lille format har været efterspurgt hos mange brugere.
Se også: Nyheder om iPhone 9