Apple: Personalet fejlede ved præsentationen af iPhone X, ikke Face ID
Det var jo lidt pinligt ved præsentationen af iPhone X, da Face ID ikke helt ville, som Apple havde håbet. Nu er selskabet kommet med en forklaring; Det var ikke funktionen, der fejlede, det var personalet.
Sådan gik Face ID demo med iPhone X
Episoden var som følger: Apples Craig Federighi skulle låse telefonen op med Face ID-funktionen. Den skal som bekendt scanne brugerens ansigt og kun låse telefonen op, hvis ansigtet bliver genkendt som ejerens. Det var imidlertid ikke det, der skete ved præsentationen – iPhone X låste ikke op med ansigtsscanneren, så Federighi måtte ty til den gammeldags metode med at taste koden ind og skifte til en backup telefon.
Det fik jo de fleste til at tænke, at der var noget galt med Face ID-funktionen. Det ville virkelig ikke være godt, da det netop er denne meget omdiskuterede funktion, der har afløst Apples populære Touch ID-funktion, hvor den aflæser dit fingeraftryk.
Nu siger Apple derimod, at det ikke var Face ID, der gav problemer, men at det i stedet skyldes, at for mange personer pillede ved telefonen backstage. Det skulle ifølge Apple have fået Face ID-funktionen til at prøve at genkende alle disse personer. Ingen af dem var dog Craig, og så gjorde telefonen det, den skal, nemlig at bede om koden. Så ifølge Apple gjorde telefonen præcis det, den skulle > Sådan fungerer Face ID
Se også: Priser på iPhone X
Kan Face ID matche Touch ID?
Hvis det var tilfældet, kan det berolige alle dem, der har været bekymrede for, at deres nye iPhone ikke vil kunne genkende dem, men samtidig er det også en bekymring for dem, der ikke føler, at Face ID lever op til Touch ID-funktionen. En situation, som den Apple oplevede backstage, kan jo relativt let opstå.
Om kunderne ser manglen på Touch ID som et stort problem og måske et argument for ikke at købe en iPhone X, må vi vente og se.
Se også: Specifikationer for iPhone X