Coronavirus kan påvirke produktionen af iPhone 9
Produktionen af Apples kommende arvtager til den enormt populære iPhone SE, der indtil videre går under navnet iPhone 9, skulle efter sigende begynde snart, men udbruddet af coronavirusset kan sætte en kæp i hjulet for produktionen. Det mener Bloombergs Mark Gurman, efter at virussen har krævet mere end 100 dødsofre i Kina.
Coronavirus kan forsinke iPhone 9 produktionen
Størstedelen af Apples produktion foregår nemlig i Kina, hvor Foxconn i Zhengzhou og Pegatron ved Shanghai samler Apple-telefonerne. Begge de områder ligger mere end 500 kilometer fra Wuhan, hvor virussen stammer fra, men Gurman mener, at det stadig kan få betydning for de områder.
Det er han ikke alene om at mene. Den erfarne analytiker Patrick Moorhead fra Moor Insights & Strategy siger: ”Jeg kan ikke forestille mig et scenarie, hvor leverandørkæden ikke bliver påvirket.” Videre forsætter han med at forklare, at både problemer med at få råmaterialer, selve produktionen, samlingsprocessen, test og levering kan forstyrre produktionen.
iPhone 9 salget ventes at starte til marts
Apples flagskibe lanceres normalt i september, så de burde ikke blive ramt af problemerne (med mindre virusudbruddet forværres), men den billigere iPhone 9 forventes at blive lanceret allerede til marts. Det betyder, at produktionen skal i gang snart, og dermed også at den er i risiko for at blive påvirket af virussen.
Ifølge Nikkei Asian Review har Apple lagt ordrer på op til 65 millioner enheder af deres ældre modeller og op til 15 millioner enheder at iPhone 9, og produktionen skulle efter sigende begynde midt i februar. Det er den produktion, der nu kan blive forsinket.
Se også: Anmeldelse af iPhone 11
Foxconn: Vi har nødplan til at sikre produktionen
Der er blevet rapporteret om flere tilfælde af Coronavirus i Henan-provinsen, hvor Zhengzhou-fabrikken ligger, og det kan få enten Foxconn eller den kinesiske regering til at lukke fabrikker for at undgå videre spredning af sygdommen, fortæller Bloombergs Matthew Kanterman.
Han fortæller videre, at Foxconn holder øje med situationen og følger de anbefalinger, der kommer fra sundhedsmyndighederne. Selskabet har ikke ønsket at kommentere produktionen på bestemte fabrikker, men siger, at de har nødplaner, de kan bruge for at sikre produktionen.
Gurman nævner også, at Apple ofte har to leverandører af hvert komponent for at mindske eftervirkningerne af ekstreme situationer som den, vi nu ser med coronavirussen. Det er derfor usandsynligt, at der opstår voldsomme forsinkelser, som situationen er på nuværende tidspunkt, siger en kilde med indblik i produktionen.
Se også: Find billig pris på iPhone
Apple donerer penge til bekæmpelse af coronavirus
I weekenden meddelte Apple-direktør Tim Cook, at Apple vil donere penge til kinesiske grupper, der kæmper mod udbredelsen af virussen.
Den coronavirus, der er udbrudt i Kina, er i bund og grund en almindelig forkølelse, men i denne variant følger sværere åndedrætsbesvær og infektioner med af en art, der ikke har været kendt tidligere.
Se også: Nyheder om iPhone