Download al data Apple har om dig

Nu har du mulighed for at downloade al den data, Apple har om, så du kan se det ved selvsyn.

Download al data Apple har om dig

Hvis der er noget, Apple gerne vil fremhæve, så er det, hvor meget de passer på dit privatliv. Det har blandt andet ført til kritik af andre selskaber som Facebook, der som bekendt ikke har klaret at beskytte brugernes privatliv helt så godt, som man kunne have ønsket.

Apple tog tidligere på året endnu et skridt for at vise sin gennemsigtighed ved at love, at alle skulle få adgang til den data, Apple har om dem.

Hvis det lyder interessant, og du er nysgerrig for efter at se, hvad Apple har samlet ind af information om dig gennem de år, du har brugt deres produkter og tjenester, så kan du få fat i det hele ved at gå ind på Apples privatlivs-hjemmeside, logge ind og der finde muligheden for at downloade din data.

Det er dog ikke tilgængeligt for alle endnu. Tilsyneladende er det brugere i USA, EU, Australien, Canada, Lichtenstein, New Zealand, Norge, Island og Schweiz, der har tilgang til muligheden på nuværende tidspunkt. Man må formode, at det bliver tilgængeligt for alle brugere verden over på et senere tidspunkt.

Hvis man bor i en del af verden, hvor muligheden ikke er tilgængelig endnu, kan man sende Apple en anmodning om at få adgang til sit data. Det er lidt mere omstændeligt, men en løsning, hvis man ikke vil vente på, at Apple gør adgangen verdensomspændende.