Første kig på iPhone 12 med 5,4 tommer skærm – med notch

Nye lækkede billeder viser iPhone 12-telefonens 5,4 tommer store display - telefonen er fysisk mindre end SE 2020, men har stadig notch.

Første kig på iPhone 12 med 5,4 tommer skærm – med notch

De nye billeder af det, der skulle være iPhone 12 med 5,4 tommer skærm, er ikke de sædvanlige renderinger, som man ofte ser af endnu ikke lancerede produkter. I stedet er det billeder fra den virkelige verden og de viser altså den mindste model i den kommende generation af iPhones, generation 12.

iPhone 12 med 5,4″ skærm er mindre end SE 2020 på 4,7″

Billederne kommer fra Weibo-brugeren Digital Chat Station. Vi kan se på billederne, at iPhone 12 på én gang har en større skærm, men samtidig totalt set er mindre end Apple seneste telefon, iPhone SE 2020. Notchen til Face ID er stadig med og Digital Chat Station siger, at den er i samme størrelse som hidtil på iPhone.

Der lyder jo helt fint, men med tanke på, at skærmen er mindre, betyder det, at en større procentdel af skærmen er optaget af notchen. Der har ellers været skriverier om, at Apple havde planer om at droppe denne notch, der huser sensorer og kamera til selfies.

Samtidig ser rammen rundt om skærmen ud til at være en smule mindre end tidligere. Den har altså mere kant-til-kant-design, hvilket er grunden til, at Apple kan gøre telefonen fysisk mindre end iPhone SE 2020, selvom SE har noget mindre skærm.

Se også: Laveste priser på iPhone

Lancering af iPhone 12 til efteråret

Den nye iPhone 12 serie bliver lanceret til efteråret. Normalt lancerer Apple nye telefoner i september måneder, men det forventes, at lanceringen sker til oktober. Dermed kan selve salget også blive senere end normalt, nemlig til november. Alt dette skyldes naturligvis COVID-19 situationen, der særligt i USA er blevet forværret den seneste tid.

Formentlig bliver selve lanceringen også anderledes end normalt. Det vil ikke overraske, hvis lanceringen sker online uden et fysisk event lige som Apple gjorde med deres WWDC 2020 event.

Se også: Nyheder om iPhone 12